25 års jubilæum: Da DICAR flyttede grænser for brug af data i journalistik

2017: Brant Houston og Nils Mulvad tilbage i haven i Risskov i Aarhus, hvor de i år 2000 besluttede at gennemføre den første globale konference i undersøgende og computerstøttet journalistik. Foto: Lone Hougaard.

Læs Nils Mulvads personlige beretning om Dicars historie. Centret blev stiftet for 25 år siden i 1999 og lukkede i 2007.

Dicar var i de år centrum for udviklingen af datajournalistik i Danmark. Centret stod for den praktiske afvikling af de to første globale konferencer i undersøgende journalistik og var centralt i dannelsen af det verdensomspændende netværk, Global Investigative Journalism Network eller GIJN.

Dicars spor strækker sig mange år efter.

Hvordan kunne en mand fra Aarhus være med til at grundlægge det globale netværk for undersøgende journalistik og sprede datajournalistik? Hvorfor skete tingene, som de gjorde? Lad mig give min version af begivenhederne dengang. I centrum for det hele står Dicar, som nu har 25 års jubilæum.

Baggrund og de første skridt

I efteråret 1989 var jeg som færdiguddannet journalist med til det stiftende møde af Foreningen for Undersøgende Journalistik, FUJ. I de første år var der i foreningen en del initiativer og møder om IT og undersøgende journalistik.

På det tidspunkt var jeg 34 år og kommet ret sent i gang med journalistik. Egentlig var jeg langt bedre til matematik og kemi og havde læst biokemi på Københavns Universitet, mens sprog ikke var min stærke side. Min nysgerrighed over for mennesker og baggrunden for deres handlinger og holdninger fik mig dog til at skifte til journalistik og især at være interesseret i undersøgende journalistik.

Mit første job fik jeg på Computerworld i sommeren 1989 med det klare ønske, at det kunne lære mig en del om at forstå og bruge computere. I FUJ-regi var jeg med til at arrangere et møde hos Siemens i Danmark om IT’s konsekvenser for resten af samfundet.

Jeg var med til at skrive høringssvar om redaktionelle databaser til et lovforslag om interne redaktionelle databaser. Loven blev vedtaget og gælder stadig. Jeg var også med til at lave en pjece om databaser i journalistik i samarbejde med  Dansk DIANE Center (DIANE: Direkte Informations Adgang via Netværker i Europa). Jeg organiserede træning i brug af databaser og arrangerede et møde i Aarhus om elektronisk aktindsigt i samarbejde med Administrationsdepartementet under Finansministeriet.

Journalist Henrik Kaufholz fra Politiken var en stor drivkraft i foreningens første år. Da han blev korrespondent i Tyskland, faldt aktiviteten en hel del. Et par årsseminarer blev aflyst.

Sammen med freelancejournalisterne Lars Møller og Morten Friis Jørgensen forsøgte jeg, med hjælp fra Journalisthøjskolen, at genoplive foreningen ved at arrangere et årsseminar i november 1995 på skolen i Aarhus.

På det tidspunkt havde jeg undervist et par år i undersøgende journalistik på Journalisthøjskolen, og fra august 1995 var jeg ansat på IT-redaktionen på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Konfrontationer og nye retninger

I forlængelse af årsseminaret blev Morten Friis Jørgensen formand, men allerede i løbet af få måneder blev han lempet ud af forretningsudvalget af de to andre medlemmer, Peter Hjorth, redaktør af Sygeplejersken, og Bente Troense, redaktør på TV2. Det skete efter henvendelser fra Danmarks Journalisthøjskole og Jyllands-Posten, som begge skrev, at de ikke kunne samarbejde med Morten Friis Jørgensen.

Den konflikt betød en del for den senere udvikling.

I foråret 1996 var Mogens Møller Olesen fra Den Journalistiske Efteruddannelse, Flemming Svith og jeg i Columbia, Missouri i USA, på bootcamp for at lære datajournalistik i praksis på amerikanske National Institute for Computer-Assisted Reporting, NICAR. Flemming Svith var min kollega på Jyllands-Posten dengang.

Mogens Møller Olesen og jeg brugte vores nyerhvervede kunnen til et kort træningsforløb på FUJ-konferencen i juni 1996.

Efter den konference var der kritik af vores indsats. Det daværende forretningsudvalg i FUJ med Peter Hjorth som formand ønskede ikke at bruge tid på datajournalistik fremover, lod de os vide. Det hørte ikke sammen med undersøgende journalistik.

For at undgå en ny konflikt efter opgøret med Morten Friis Jørgensen og det nye forretningsudvalg om datajournalistik var vi en gruppe it-interesserede journalister, der i sommeren 1997 startede Foreningen for Computerstøttet Journalistik, FCJ.

Ideen opstod på det første danske efteruddannelseskursus i datajournalistik i juni 1997, fem dage på journalisthøjskolen. Jeg havde fået grønt lys fra højskolen til at invitere to gæstelærere fra NICAR: direktøren Brant Houston og en medarbejder, Gwen Carleton, der var dansk gift og kunne en del dansk. Begge havde undervist på bootcamps i USA året før.

På kurset viste der sig en basis for at gå videre med datajournalistik i form af en forening. Et telefonopkald til Mogens Møller Olesen bekræftede, at han var med på ideen. Vi satte gang i det formelle med at skrive vedtægter og indkalde til generalforsamling. FCJ blev stiftet og fik Tommy Kaas som formand, dengang souschef på De 3 Stiftstidender og JydskeVestkystens fælles kontor i København.

På Archive.org kan man finde første snapshot af Dicars hjemmeside fra 8. oktober 1999.

Stiftelsen af DICAR

I foråret 1998 gik det op for mig, at vi ved siden af FCJ måtte have en udførende organisation efter samme model som i USA, hvor den amerikanske forening Investigative Reporters and Editors, IRE, havde indgået aftale med University of Missouri om at huse NICAR.

Hos os kunne det ske ved, at FCJ indgik aftale med Danmarks Journalisthøjskole, som den hed dengang. Ideen fik opbakning i FCJ og også i et samarbejde om elektronisk aktindsigt, som jeg havde haft nogle år med daværende afdelingsforstander Knud Aage Frøbert og rektor Kim Minke – begge fra Danmarks Journalisthøjskole.

Vi fik lavet en arbejdsgruppe til at forberede oprettelsen af Danish Institute for Computer-Assisted Reporting. Dicar, der også kunne siges på dansk i form af Dansk Institut for Computer-Assisted Reporting. Data skulle nu bruges som redskab i journalistik til at forbedre research og formidling. Vi ville lave undervisningsmateriale, kurser, værktøjskasser, databaser og meget andet. Fra FCJ var det med Tommy Kaas samt Flemming Svith og mig. Hertil kom Knud Aage Frøbert og Kim Minke, der gennem alle årene var en solid støtte til alle de mange aktiviteter.

Knud Aage Frøbert drev på det tidspunkt Pressens Døgnvagt, oprettet på initiativ fra journalisterne Ole Skydt og Jan Kaare fra Kreds 5 i Dansk Journalistforbund. De to kom også med i arbejdsgruppen, der med Knud Aage Frøberts drivende indsats fik formuleret vedtægter, samarbejdsaftale med DJH og også fastslået, at arbejdet skulle bestå af tre ben: datajournalistik, elektronisk aktindsigt og postlister.

Jeg var på forhånd lidt nervøs for Knud Aage Frøberts reaktion på ideen om Dicar. Ville han være enig i, at vi skulle oprette et egentligt institut? Eller ville han være i mod at blande elektronisk aktindsigt og datajournalistik sammen? Han var heldigvis begejstret og drivende i udformningen. Selv havde han besvær med IT, men han havde ingen problemer med at se betydningen af det og de juridiske følger. Tværtimod.

På FCJ’s generalforsamling i 1999 fik vi grønt lys for at effektuere planen. Dicars første bestyrelse kom til at bestå af de samme syv mennesker, som sad i arbejdsgruppen.

Førstehåndskilder til begivenhederne

En spændende kilde til at forstå baggrunden for planerne med Dicar findes i mit indlæg til en konference på det anerkendte amerikanske institut Poynter i januar 1999 – 10 år efter den første amerikanske konference om computer-assisted reporting. Hensigten for Poynter var at samle op på erfaringer og diskutere mulige planer for de næste ti år. Instituttet samlede i St. Petersburg i Florida 20 af datidens mest anerkendte amerikanske datajournalister og redaktører, heriblandt koryfæet Phil Meyer, der regnes som skaberen af den analytiske og videnskabelige tilgang til journalistik. Desuden var vi tre ikke-amerikanerne, mexicaneren Pedro Enrique Armendares, hollandske Peter J. Verwey – og mig.

Forsiden på samlingen af oplæg til Poynter-mødet i januar 1999, hvor Nils Mulvad skrev visionen om det kommende arbejde i Dicar.

Mit indlæg med titlen ”Stories are the proof” findes i tekstsamlingen ”When Words and Nerds Collide”.

Indlægget fortæller bl.a., hvordan vi i Danmark i en periode prioriterede at skrive gode undersøgende historier med brug af data for at dokumentere, at metoden i datajournalistik virkede og var effektiv, og at datajournalistikken skabte nye og spændende historier, som for eksempel afsløringerne af højesteretsdommernes omfattende bijobberi.

Indlægget lister også op i punktform, hvor det nye Dicar ville sætte ind.

Første afsnit af Tommy Kaas’ årsberetning til FCJ’s generalforsamling i 2000.

En anden god kilde til planerne er at finde i Tommy Kaas’ årsberetning til FCJ’s generalforsamling i år 2000, hvor han beskriver forløbet med at få oprettet Dicar.

Det mørke kapitel: Postlisterne

Postlisterne er et mørkt kapitel. Nogle få kommuner lavede dengang en oversigt over dagens post til de lokale medier. Ideen var at få flere kommuner med på ideen og disse lister flyttet til nettet, så det var let og hurtigt at få overblik over potentielt vigtige historier.

I 1998 tog Ole Skydt og jeg som et led i forberedelsen af Dicar på rundtur til kommuner i det fynske, bl.a. Ringe og Nyborg kommuner. Hensigten var at få dem i gang med at lægge elektroniske postlister på nettet. Ringe Kommune rykkede som den første og lagde allerede postlisten på nettet i 1998, og over de næste år blev det en stor bølge af kommuner og amter, der gik med på ideen om de elektroniske postlister. Vi holdt flere konferencer om emnet. Vi var meget sikre på at det ville slå an.

På Oles og min rundtur i 1998 købte jeg i Aldi i Svendborg et par flasker af en særlig god pirat-portvin og aftalte med Ole Skydt, at vi skulle drikke en af dem sammen, når alle kommuner i Danmark havde indført elektroniske postlister.

Postlisterne viste især at indeholde oplysninger om et væld af vigtige lokale konflikter, især inden for Teknisk Forvaltnings mange byggesager. De punkter var afsæt til mange gode, konkrete lokale historier.

Faktisk betød postlisterne også, at medierne i højere grad dækkede de forskellige interesser på en fair måde. Andre steder uden postlister endte den slags historier oftest med en kritik af kommunen eller amtet. På toppunktet var der vel en tredjedel af kommunerne og fire amter, der havde postlister.

Med strukturreformen, der trådte i kraft 1. januar 2007, begyndte nedturen for de elektroniske postlister. Det var, som om åbenhed og demokrati gled mere i baggrunden hos kommuner og de nye regioner til fordel for effektiv administration og styring.

I dag er tanken om elektroniske postlister helt død i Danmark, mens det for eksempel i Norge er en meget central og succesrig form for åbenhed.

Den gode flaske pirat-portvin står stadig inderst i mit barskab.

Pirat-portvinen, som blev indkøbt i 1998 i Svendborg, og som var tiltænkt Ole Skydts og Nils Mulvads fejring af elektroniske postlister i alle landets kommune. Det er aldrig blevet til noget, og flasken bliver her til en foto-session luftet for første gang i mange år for Dicars jubilæums skyld. Stadig uåbnet og nu over 100 år gammel. Efter fotoet kom flasken tilbage til det inderste af barskabet. Foto: Nils Mulvad.

Første globale konference i 2001

Da Brant Houston fra amerikanske IRE og NICAR i foråret år 2000 var på sit dengang årlige besøg i Danmark i forbindelse med en CAR-dag – en mini CAR-konference, som vi holdt hvert år på Journalisthøjskolen – foreslog han, at vi holdt en global konference. Fokus skulle både være undersøgende og computer-støttet journalistik. Det kunne da ikke være så meget anderledes end at holde en dansk konference, sagde han. Nølende sagde jeg ja. Og gik så i gang.

Jeg tog fat i afgående TV2-direktør Jørgen Flindt Pedersen, der netop på FUJ’s årsmøde i april afløste Peter Hjorth som FUJ-formand. Mit håb var, at den IT-fjendtlige linje i FUJ kunne lægges på hylden, og at vi i fællesskab kunne stå for den globale konference året efter.

Det var Jørgen Flindt Pedersen med på.

Sideløbende havde vi i FCJ og Dicar fået penge fra Jyllands-Postens Fond til at oversætte undervisningsmateriale til engelsk og havde optrådt sammen med amerikanske undervisere på Netmedia-konferencen i London. Vi havde året før fået tilsagn fra Pressens Uddannelsesfond om støtte til to projekter. Der blev bevilget 50.000 kr. til et kombineret forsknings- og uddannelsesprojekt om opbygning af elektroniske værktøjskasser samt 60.000 kr. til et forskningsprojekt om opbygning af databasebibliotek for medierne.

Nu satsede vi på større bevillinger fra Det Digitale Nordjylland og EU’s Socialfond.

Dicar fik også i 2000 den første rigtige ansatte på deltid, Solveig Schmidt, tidligere faglig sekretær i journalistforbundet, nu med ansvar for Dicars kurser. Dicar havde også fra efteråret 2000 en praktikant fra statskundskab, der bl.a. hjalp med at afsøge fonde – både for at finansiere den globale konference og få bevillinger til vores mange planer med Dicar.

Selv gik jeg også i slutningen af 2000 på deltid på Jyllands-Posten for at kunne få tid til at arrangere den globale konference.

Et af de store spørgsmål under planlægningen af den kommende globale konference i 2001 var, hvor vi skulle holde konferencen og hvornår. Jeg havde i Jyllands-Posten skrevet om hotelkongen Henning Remmen, ejeren bag bl.a. Hotel D’Angleterre. Han kom med to rigtig gode råd. For det første at lægge arrangementet den sidste uge i april, hvor vejret ofte er ret godt, men priserne ikke gået op endnu. Og for det andet at købe konferencen som dagspakker på D’Angleterre, hvor vi for knap 400 kroner pr. deltager fik kaffe, the, vand, frokost og kursus- samt konferencelokaler. Prisen var på samme niveau som andre kursussteder, men kvaliteten meget højere og med en unik placering, som tiltrak udenlandske gæster – og nok også danske.

Dicar bliver erhvervsdrivende forening

På den globale konference i 2001 var der sat tid af til at slå de to foreninger, FCJ og FUJ, sammen. En indviklet plan med først generalforsamling i den ene forening, så den anden og derefter den fælles forening. Det hele var meget tæt på at gå galt. Kort før mødet havde FUJ fået kolde fødder omkring Dicar. Det var for stort og økonomisk uoverskueligt, lød begrundelsen.

FUJ vil således gerne fusionere med FCJ, men ønskede ikke, at Dicar skulle med i ligningen, mens vi i FCJ så Dicar som den helt afgørende operationelle del med ansatte og et større budget. Vi var meget tæt på at afblæse fusionen og fortsætte den eksisterende struktur med FCJ, Dicar og Journalisthøjskolen – uden FUJ.

I stedet for at afblæse fusionen fandt bestyrelserne i FCJ og Dicar en anden vej frem. Vi sagde ja til at fusionere FCJ med FUJ og sendte i første omgang Dicar ud på et sidespor, hvor kun bestyrelsen var ansvarlig for organisationen. Det kunne fungere i en periode, men ville ikke være en bæredygtig konstruktion for større fondsbevillinger, der fordrer en forening eller lignende som overordnet ansvarlig.

I løbet af efteråret 2001 oprettede vi Dicar som en erhvervsdrivende forening, hvor medlemmerne var institutioner og organisationer, herunder FUJ, Dansk Journalistforbund, Danske Mediers Forening og en lang række danske medier. Med den erhvervsdrivende forening på plads kunne vi realisere planerne om fondsstøtte – først fra Det Digitale Nordjylland og kort efter EU’s Socialfond med en samlet bevilling på omkring fem millioner kroner.

Vi foretrak modellen fra USA, hvor den undersøgende forening har en aftale med et universitet og derfra driver Nicar. Men vi vurderede, at det også kunne fungere på den måde, som nu var resultatet. Nu havde vi fået samlet de to foreninger, FCJ og FUJ, og dermed var der ikke længere en formel uenighed om, hvorvidt datajournalistik var en metode i undersøgende journalistik.

Vi havde samtidig fået etableret en god og ansvarlig struktur for Dicar.

Farvel til Jyllands-Posten – goddag til faste stillinger på Dicar

Jeg havde som nævnt været på deltid fra Jyllands-Posten fra efteråret 2000 for at kunne forberede den globale konference. Da vi fik tilsagn om bevillingen fra Det Digitale Nordjylland, sagde jeg min stilling op og begyndte på fuld tid på Journalisthøjskolen fra november 2001, hvor jeg på trekvart tid arbejdede som direktør for Dicar. Rent fysisk havde Dicar til huse på Journalisthøjskolen, og der var en aftale mellem Dicar og DJH om min ansættelse.

Kort tid efter sagde først Tommy Kaas og siden Flemming Svith ja til at arbejde fuld tid i Dicar. På den måde fik vi samlet de mest erfarne og aktive brugere af datajournalistik i Danmark i Dicar. Flemming Svith var den strukturerede, der havde opbygget systematikken i vores undervisningsmateriale og metode. Tommy Kaas var søge- og korteksperten, der også var den mest pædagogiske underviser.

Vi fik ansat Lisbeth Mogensen som sekretær. Senere kom Michael Holm, Kresten Roland Johansen, Lars Aarup og it-udvikleren Kim Stenbryggen, ligesom der har været mange statskundskabsstuderende gennem systemet.

Jeg stoppede som bestyrelsesformand i det nye Dicar, ligesom både Flemming og Tommy gik ud af bestyrelsen, nu vi blev ansat på centret. Ind som bestyrelsesformand i Dicar kom Bruno Ingemann, der på det tidspunkt var souschef på DR Nordjylland.

2023: Brant Houston og Nils Mulvad fejrer 27 års venskab. Det sker i Pacific Grove i Californien, efter at de har givet interviewet til svenske Scoop som optakt til 20-års jubilæum af GIJN.  Foto: Lone Hougaard.

Globalt netværk stiftes i 2003

På konferencen i 2001 var der fra deltagernes side stor interesse for mere samarbejde og flere konferencer. Man kunne fornemme det på den heftige snak på tværs ved frokostbordene, på direkte opfordringer og på debatten ved afslutningen af konferencen. Efter en kort og måske forhastet overvejelse lovede jeg fra talerstolen, at Dicar ville stå for det koordinerende arbejde med den næste globale konference i København, også på Hotel D’Angleterre, men først om to år, dvs. i 2003. Vi kunne ikke klare det med kun et års planlægning denne gang, begrundede jeg toårs-intervallet.

Dicar ville således sammen med amerikanske IRE og FUJ være ansvarlig for 2003-konferencen.

Konferencen i 2003 mærkede en helt særligt udfordring, nemlig et fald i antallet af deltagere, formentlig på grund af, at Irak-krigen begyndte kort før konferencen. Økonomien var således rigtig dårlig og havde egentlig lagt op til, at vi aflyste, hvad der havde været ret dårligt for de næste mange år.

Jeg satte en større sparerunde i gang omkring konferencen. Mest effektivt var det med afregningen til D’Angleterre. I forhold D’Angleterre målte vi deltagertallet pr. frokostgæst som grundlag for afregningen. Derfor gjaldt det om at få det tal ned. Meget ned! Jeg fik tjekket deltagernes ønske om at spise frokost. Det tal reducerede jeg så med yderligere 20 procent plus lidt mere og endte med at bestille konference for 200 gæster hver af de fire dage, selv om der egentlig var 300 deltagere plus ansatte. Det ene skridt sparede omkring 120.000 kroner.

De ansatte måtte hele tiden tælle detaljeret, hvor mange der rent faktisk var til frokost og først selv gå ind og spise, hvis vi var sikre på, at vi holdt det samlede tal under 200. En af de fire dage overskred vi tallet med tre-fire stykker, men ellers holdt den spareplan og sikrede os en formidabel reduktion af underskuddet. Vi kunne dog ikke helt undgå underskud, som til sidst blev fordelt til de tre arrangører med cirka 50.000 kroner til hver.

På konferencen i 2003 stiftede Brant Houston og jeg det globale netværk for undersøgende og computerstøttet journalistik, GIJN (Global Investigative Journalism Network). Det primære sigte med netværket var på det tidspunkt at have en baggrundsgruppe af relevante foreninger og organisationer til at komme med input til indholdet i konferencerne, dvs emner, paneler og oplægsholdere.

Siden har netværket sådan cirka hvert andet år afholdt en global konference. I de første år var netværket administreret af Brant Houston og mig, mens en national organisation havde ansvar for den enkelte konferencerne, der i de efterfølgende år blev afholdt i Amsterdam (2005), Toronto (2007), Lillehammer (2008), Geneve (2009), og Kyiv (2011). På Kyiv-konferencen fik vi med noget besvær sat gang i et egentligt sekretariat under David Kaplans ledelse og året efter etableret en bestyrelse for netværket.

To gode kilder om stiftelsen af det globale netværk er David Kaplans ”20 Years On, A Global Network for the World’s Investigative Journalists”, der beskriver starten på netværket. En mere personlig vinkel på det er der i interviewet af Brant og mig i det svenske tidsskrift Scoop: ”Vännerna som grundade GIJC” som optakt til Göteborg-konferencen i 2023.

For mit arbejde med at stifte og drive GIJN sammen med Brant Houston i de første år modtog jeg i 2017 organisationens første ”The GIJN Leadership Award”.

Oprettelsen af Scoop – undersøgende journalistik i Sydøsteuropa og Ukraine

Journalisten Martin Breum fra International Media Support i Danmark, der er oprettet til at støtte medier i udsatte områder, tog fat i mig i 2002 med den ide, at der skulle etableres en support-funktion for undersøgende journalistik i Ukraine og Sydøsteuropa. Han havde fra Ukraine fået en tilbagemelding om, at deres kurser i undersøgende journalistik var gode, men nu ville deltagerne også gerne prøve undersøgende journalistik i praksis.

For Journalisthøjskolen havde jeg stået for en lang række kurser i datajournalistik i Sydøsteuropa og på disse rejser og via korrespondancer identificeret tre mulige landekoordinatorer for det nye projekt. Det var journalisterne Milorad Ivanovic fra Serbien, Stefan Candea fra Rumænien og Zoia Dimitrova fra Bulgarien, mens Martin Breum havde nær kontakt til Valentyna Telychenko og Oleg Khomenok fra Ukraine. Martin Breum og jeg skrev en ansøgning om bevilling til Udenrigsministeriet og fik forankret initiativet i FUJ.

Folkene fra undervisningen i Sydøsteuropa udgjorde i øvrigt en stor gruppe af deltagerne på de globale konferencer, og flere kom til at spille en meget stor rolle i udviklingen af det globale netværk og andre projekter som opfølgning på det, der blev sat i gang dengang.

Henrik Kaufholz kom hjem til Danmark i 2002 efter at have været Politikens korrespondent i Tyskland og senere Rusland i en årrække. Tommy Kaas og jeg overtalte ham på et møde i Politikens kantine til at blive koordinator af Scoop.

Henrik Kaufholz var hurtigt med på ideen og stod fremover på bedste vis i spidsen for Scoop-projektet, som har finansieret en perlerække af gode undersøgende journalistiske projekter.

I dag er Scoop lukket, men specielt i Ukraine har Scoop-projektet haft meget stor betydning, da Oleg Khomenok i over 20 år har spillet en afgørende rolle for udvikling af landets undersøgende journalistik.

Det første større gennembrud for dataadgang – skolernes afgangskarakterer i 2001

Det første større gennembrud med at få data ud via aktindsigt i Danmark kom i november 2001, nemlig folkeskolernes afgangskarakterer. Jeg fik data for alle skoler i landet og kunne sammenligne resultaterne på tværs i landet. Siden er der kommet et væld af data ud med gode historier til følge, for eksempel Tommy Kaas’ afdækning af bibliotekspengene.

Inden da var mange af vores datahistorier baseret på opbygning af egne databaser, for eksempel en større artikelserie om højesteretsdommerne bijob i Jyllands-Posten i 1998.

Farmsubsidy.org – priser og Dataharvest

Ud over medvirken til de mange datahistorier i medierne og undervisning var Dicar også central i mange aktindsigtssager omkring miljødata. Den mest kendte er formentlig sagen om landbrugsstøtte, hvor journalist Kjeld Hansen og jeg i 2004 lykkedes at få data ud om samtlige danske modtagere af EU’s landbrugsstøtte.

Jeg var ved at opgive undervejs, fordi ombudsmanden tre gange afviste at gå ind i sagen. Ministeriet havde forklaret ombudsmanden, at de mange data ikke fandtes i et it-system, og derfor kunne man ikke udlevere den fil, som vi ønskede med data.

Jeg blev dog ved alligevel, og til sidst vidste det sig, at data var på en fil, at vi fik dem, og at den daværende fødevareminister Marian Fischer Boel (V) efterfølgende måtte gå på folketingets talerstol og beklage, at ministeriet havde ført Folketingets Ombudsmand bag lyset.

Året efter lykkedes for Jack Thurston at få data om landbrugsstøtte ud i Storbritannien, hvorefter Jack Thurston og jeg stiftede Farmsubsidy.org med det formål at få landbrugsstøttedata ud i hele EU i et samarbejde mellem journalister og organisationer i alle EU’s medlemslande. Vi fik hurtigt koblet den danske journalist Brigitte Alfter på projektet med ansvar for at koordinere journalister i de andre lande.

Farmsubsidy.org bestod af en blandet landhandel af organisationer og enkeltpersoner. Der var enkeltpersoner i et land, et videnskabeligt institut i Frankrig, diverse non-profit organisationer, der ikke var medier, journalister fra medier og os i Dicar. Målet for samarbejdet var at få så mange oplysninger tilvejebragt om landbrugsstøtte og få dem offentliggjort, hvorefter folk måtte lægge deres egen anvendelse ind over bagefter.

EU’s Socialfond finansierede den centrale del af projektet i de første år som en del af Dicars arbejde, hvorefter den amerikanske fond Hewlett Foundation tog over. Det centrale var at scrape, tjekke, rense og publicere data, drive hjemmesiden og organisere vores årlige møder.

I 2007 var det i Budapest, I 2008 i London, hvorefter vi flyttede det til Bruxelles.

Ret hurtigt fik vi det ene gennembrud efter det andet, og i 2006 blev jeg tildelt prisen som European Journalist of the Year, uddelt af European Voice, ejet af Economist Group.

På konferencen i IRE i juni 2007 fik Jack Thurston, Brigitte Alfter og jeg en IRE Award for Freedom of Information på baggrund af gennembruddet med åbenhed om landbrugsstøtte, som på det tidspunkt udgjorde omkring halvdelen af EU’s samlede budget.

Vores årlige møder lagde vi i maj. Jack og jeg kaldte dem for sjov Data Harvest Festival, fordi vi høstede data – enten med scraping eller andre fif. Bagefter strukturerede og analyserede vi data for at få gode historier ud i de enkelte lande.

Dataharvest udviklede sig fra 2012 til en konference om alle former for undersøgende og computerstøttet journalistik i Europa, og den lever stadig i bedste velgående i organisationen Arena, ledet af Brigitte Alfter og stadig med årlige konferencer i maj måned.

Dicars afslutning

Bevillingerne fra Det Digitale Nordjylland og EU’s Socialfond udløb med udgangen af 2003, men det lykkedes os at forny bevillingen fra Socialfonden for årene 2004-2006. Vi kunne ikke få bevillingen fornyet yderligere og havde desværre ikke held til at få bevilling fra andre fonde, så vi måtte desværre lukke Dicar med udgangen af 2006.

Tommy Kaas og jeg besluttede at fortsætte de aktiviteter, vi kunne få finansieret gennem et kommercielt salg i firmaet Kaas & Mulvad, som vi startede 1. januar 2007.

Den formelle lukning af Dicar skete på generalforsamlingen i maj 2007, hvor regnskabet blev godkendt. Overskuddet blev uddelt til diverse gode formål. Socialfonden forlangte, at alt regnskabsmateriale, herunder timeregistreringer for alle deltagende journalister fra medierne skulle opbevares til udgangen af 2012, i fald der kom en ekstraordinær kontrol fra EU. Kresten Roland Johansen og jeg pakkede alt sammen i flyttekasser, der blev stillet i Journalisthøjskolens arkiv i kælderen på Olof Palmes Alle. Den ekstraordinære kontrol udeblev – et kapitel blev afsluttet.

Solveig Schmidt stoppede i Dicar, da vi fik de store bevillinger i 2001. Hun fortsatte i stedet som lektor på Journalisthøjskolen og fik bl.a. ansvar for optagelsesprøven.

Flemming Svith fortsatte på Journalisthøjskolen efter lukningen af Dicar, tog en ph.d. og blev ansat i en forskerstilling. Kresten Johansen blev også ansat på skolen – i første omgang i international afdeling, i dag som lektor. Kim Stenbryggen blev ansat i skolens it-afdeling, mens Michael Holm havde forladt Dicar året forinden for at arbejde først på medier, siden med kommunikation. Lars Aarup blev mangeårig analysechef i Coop.

Bestyrelsesformanden i Dicar, Bruno Ingemann, er i dag leder af Gravercentret i Danmark.

Navnet Dicar – hvad dækker det?

Da vi stiftede Dicar i 1999, ønskede vi et navn, der beskrev vores formål klart og præcist.

Valget faldt på betegnelsen “Dansk Institut for Computer-Assisted Reporting”.  På den måde håbede vi, at alle ville kunne forstå, at det handlede om brugen af computere og databearbejdning i journalistikken. Amerikanske Nicar – “National Institute for Computer-Assisted Reporting” inspirerede os til navnet.

Vi forkortede navnet til det mundrette “DICAR”, som efterhånden blev alment kendt blandt danske journalister. Mange omtalte os blot som “Dicar” med lidt forskellig udtale.

Efter nogle år ønskede vi at ændre betegnelsen til noget mere dækkende for vores udvidede aktiviteter. Især Flemming Svith pressede på. På hans foranledning ændrede vi i midten af 00’erne betegnelsen til “Danish International Center for Analytical Reporting”, der stadig kunne forkortes til Dicar, hvilket var blevet et synonym for brugen af data i dansk journalistik.

På mange måder blev “Dicar” et varemærke, der klart markerede det pionerarbejde, som instituttet gennemførte i en årrække.

Senere er Computer-Assisted Reporting gledet ud som betegnelse og erstattet af datajournalistik og i nogle tilfælde datadrevet journalistik.  Datadrevet journalistik signalerer data som drivkraften, og hvor data efter min opfattelse blot er et af redskaberne på linje med andre redskaber som interview, observationer og i gamle dage papirer. I mange tilfælde har der været for lidt journalistik og for meget data i datadrevet journalistik. Derfor foretrækker jeg udtrykket datajournalistik.

Hvorfor lykkedes det så?

Tjaae.

Held.

At vi havde samlet nogle af de på det tidspunkt bedste datajournalister i Europa med forskellige styrker, der supplerede hinanden.

Stædighed.

Økonomisk snusfornuft.

Og sikkert også en masse andre årsager.