Det er altid godt, når ens journalistik afføder debat. Så aner man, at man har fat i noget vigtigt. Skidt er det selvfølgelig, hvis man bliver beskyldt for a tvære manipulatorisk, fordrejende, useriøs etc. Som Ugebrevet A4 er blevet det oven på gårsdagens offentliggørelse af en rundspørge, som Kaas & Mulvad har assisteret med. Ugebrevet undersøgte mulig selvcensur i kunst- og kulturlivet.
Og selvfølgelig giver det ømtålelige emne debat. Og hvilket højt niveau. Interessant er det fx at læse en historie i Politiken, hvor journalisten har talt med en enkelt forfatter og derudover refererer, at der er andre forfattere, der har kommenteret et indlæg på Facebook. Det hele lanceres under overskriften ‘”Forfattere raser over censur-undersøgelse“.
Til Politiken siger den interviewede forfatter, Trisse Gejl, bl.a.: »Andre, jeg kender, har skrevet om, at de frygtede for ytringsfriheden på grund af lømmelpakken eller burka-sagen, men alle svarene ryger ind i samme konklusion: at kunstnerne øver selvcensur efter Muhammedtegningerne«.
I modsætning til Trisse Gejl ved jeg konkret, hvad de omtalte har svaret. Og det er korrekt, at 4 ud af de 654 har nævnt lømmelpakken i en kommentar. Derimod har ikke en eneste i diverse kommentarer skrevet noget om burkaer.
For at undgå flere bevidste eller ubevidste misforståelser er et fyldigt resume af besvarelserne af alle spørgsmål nu lagt ud. Her kan man forvisse sig om, at hvis der er nogen, der manipulerer og fordrejer, så er det ikke Ugebrevet A4.
Må denne enkelte forfatter venligst henlede opmærksomheden på en artikel i Information, hun intet har at gøre med, hvor der står: »Undersøgelsen er så bred og upræcis, at man ikke kan konkludere noget som helst ud fra den.«
Mark Ørsten, medieforsker og lektor på Journalistik ved Roskilde Universitet.
Læs hele artiklen her: http://www.information.dk/221017
Eller denne: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/352429:Danmark–Skal-kunstnere-laegge-baand-paa-sig-selv?all=1
Det fremgår klart af resumeet, at undersøgelsen ikke gør krav på at være repræsentativ. Derfor er det heller ikke urimeligt at forfatterne udtaler sig enkeltvis.
Resumeet indeholder desværre ikke de kommentarer, der var mulighed for at komme med til spørgsmålene. Dem kan ingen få at se, da forfatterne blev lovet anonymitet i besvarelserne. Derfor må forfatterne forlade sig på deres hukommelse nu.
Men det var et oplæg til undersøgelsen, at A4 gerne ville kvalificere debatten om kunstnernes arbejdsmetoder. En kvalificeret debat vil netop tage højde for andre årsager til selvcensur end Muhammedkrisen og andre forståelser af, hvad begrebet dækker over.
Sjusk eller slap journalistik?
Der findes to basale spørgsmål indenfor journalistik:
Er det sandt? Er det relevant?
A4 artikel om selvcensur i kulturlivet er meget relevant.
Den andre betingelse kniber det med.
Hvorvidt forklaringen er dårligt journalistisk fodarbejde på Ugebrevet eller grundlæggende problemer med undersøgelsen bag publiceringen er ikke indlysende klart, men lad os nu se.
Først noget om undersøgelsens repræsentativitet:
I følge A4’s Allan Larsen har 654 personer deltaget i undersøgelsen.
Det passer ikke, viser det sig når man læser undersøgerne Kaas & Mulvads egen redegørelse (http://www.ugebreveta4.dk/2010/201001/Baggrundoganalyse/~/media/UBA4/2010_01/resume_selvcensur.ashx)
Her fremgår at spørgsmål blev stillet til 1122 forfatter, 207 museumsledere og 49 galleriejere, i alt 1378 personer. Af dem svarede 569, eller 41,3 procent.
Desuden blev spørgsmål udsendt til ”ca” 450 billedkunstnere men undersøgerne kender ikke hvilke som har modtaget spørgsmålene, og hvilke som har svaret. Men der er tilsyneladende indkommet 85 billedkunstnersvar hvis det skal passe med alt 654 deltagere.
Altså: Med en svarprocent på 35,7 (19 procent fra den mest relevante gruppe – billedkunstnere) dumper undersøgelsen i repræsentativitet med et brag.
Det er i og for sig i orden, hvis læserne var blevet gjort opmærksomme på forholdet. Det bliver læserne af A4 ikke.
De 654 svar muligvis repræsentative for dem der har svaret, men ikke for ”dansk kunst- og kulturliv”.
Så til A4-artiklens kontante påstande. De er fire i alt:
1. Censuren er udbredt i dansk kulturliv.
2. Knap halvdelen af danske kulturarbejdere mener at ytringsfriheden er truet i Danmark.
3. Der er massiv selvcensur i dansk kunst- og kulturliv
4. Der er en generel frygt for at krænke ”etniske og religiøse følelser” indenfor dansk kunst- og kulturliv.
Påstand 1. om udbredt censur i dansk kulturliv giver kun mening hvis det kan kaldes for censur at knap halvdelen af godt en tredjedel, af de adspurgte (47 procent af dem der har svaret, 17 procent af de adspurgte) mener at ytringsfriheden er truet.
På det noget mere konkrete spørgsmål om ”du selv har droppet et projekt”, svarer 79 personer ja. Det er 12 procent av dem der har svaret, og 4 procent af samtlige adspurgte.
Mon ikke kriterierne for ”udbredt censur” skal sætte lidt højere?
Påstand 2. er som fremgår forkert. Det er 17 procent af de adspurgte som har den holdning.
Påstande 3. om massiv selvcensur giver kun mening hvis det kallas for massivt at 12 procent af dem som svaret, og 4 procent af samtlige ”en eller flere gange har droppet et projekt”.
Påstand 4. om generel frygt mangler dokumentation. I undersøgelsen bliver de adspurgte stillet spørgsmålet: Hvor opmærksom er du på ikke at krænke religiøse og etniske følelser.
Opmærksomhed er ikke det samme som frygt. Man kan godt være opmærksom på en mulig krænkelse uden at føle frygt, og man kan være opmærksom på en mulig krænkelse uden at det påvirker ens handlemåde.
På den anden side er det muligt at udlæse en del andre interessante ting fra Kaas & Mulvads rundspørge, f eks, at:
• 72 procent af dem der har svaret overvejer ikke, eller overvejer bare i mindre grad, om de krænker religiøse, politiske, seksuelle eller etniske følelser!
• For 74 procent af dem der har svaret fylder tanker om hvorvidt de krænker religiøse, politiske, seksuelle eller etniske følelser det samme, eller mindre, end før Muhammedkrisen i 2005-2006!
Her kunne man fristes at konkludere at dansk kunst- og kulturliv består af et ualmindeligt afstumpet og ureflekterende folkefærd.
Men det skal man nok lade være. Statistik kan jo bruges, og misbruges til så meget.
En lidt mere alvorlig side af sagen er at A4 som er en udmærket publikation og Kaas & Mulvad som ellers laver et glimrende research- og analysearbejde leverer en så sjusket omgang ureflekteret ammunition til de politiske automatpiloter.
Spørgsmål om censur og ytringsfrihed er lidt for alvorlige for at blive misbrugt på denne her måde.
Om igen drenge!
Staffan Dahllöf
Freelance journalist som med en anden etnisk oprindelse end dansk spekulerer på hvad ”etniske følelser” er for noget. Har jeg sådanne? Og hvordan krænker man dem?
@Trisse Gejl
Mark Ørstens udtaler sig til artiklen, du linker til, men det er altså ikke ham, der mener, at undersøgelsen skulle være upræcis. Det er Preben Sepstrup, der er selvstændig konsulent.
@Jo Hermann
Da vi foretog undersøgelsen, lovede vi deltagerne anonymitet, med mindre andet var aftalt med den enkelte. Vi offentliggør derfor ikke kommentarer, da der vil være mange deltagere, der på grund af deres kommentarer vil kunne genkendes.
Vi har i de sidste otte år lavet massevis af rundspørger, og vi offentliggør principielt aldrig denne type kommentarer.
@Staffan
Dine bemærkninger til det journalistiske indhold af artiklen, skal jeg ikke komme ind på, da jeg ikke har været involveret i skrivefasen.
Men med hensyn til selve rundspørgen:
Jo, 645 personer har deltaget i rundspørgen – dvs. besvaret spørgsmål, men antallet, vi har inviteret til at deltage, er større.
Som det fremgår af resumeet, der er linket til fra A4’s hjemmeside, er stikprøven vi har spurgt, ikke sammensat repræsentativt. Det har vi ikke haft mulighed for, da Danske Billedkunstneres Fagforening udelukkende ville sende vores invitation til rundspørgen videre til billedkunstner-medlemmerne. Vi havde derfor ikke mulighed for at tjekke, hvem der fik den, og hvem der svarede. Af samme grund står der faktisk i resumeet: “Rundspørgen viser altså kun sikkert, hvad disse 654 personer mener.”
Rundspørgen indeholder 18 spørgsmål. Ikke alle er stillet alle spørgsmål, da nogle spørgsmål har opfølgende karakter. Når man læser svarene, hvad enhver jo kan i resumeet, vil det være klart for de fleste, at mange kunstnere faktisk ligger under for selvcensur. Vi bruger dette udtryk, men vi bruger også andre udtryk for at afdække holdningerne bedst muligt – ”bevidst undgå at krænke”, ”lægge bånd på sig selv” etc.
Vi spørger til respondenternes egen holdning, men vi spørger også til deres vurdering af forholdene generelt i kunst- og kulturmiljøet. Vi spørger fx “I hvor høj grad vurderer du, at den danske kunst- og kulturverden lægger bånd på sig selv for ikke at støde menneskers religiøse, politiske, seksuelle eller etniske følelser?”
“Det sker ofte” lyder svaret fra 28%.
Man kan naturligvis mene, at det ikke er ”massivt”. Jeg skal dog gerne afsløre, at svarene viste en langt højere grad af selvcensur, end vi havde ventet.
Også ytringsfriheden spørger vi til på forskellig vis. “Alt i alt – mener du, at ytringsfriheden er truet i Danmark i dag?” lyder et spørgsmål. Det er korrekt, som du anfører, at til dette svarer 17% “Ja, i høj grad”. Men du nævner ikke, at der også er 30%, der svarer “Ja, i mindre grad”. 35% mener, at den ikke er truet. Skal de 30% ikke tælles med. Det mener du måske ikke, men det mener vi.
Vi spørger også til, om det efter kunstnernes opfattelse “er en indskrænkelse af ytringsfriheden, hvis de i forbindelse med deres virke, i stigende omfang må overveje, om de kan komme til at krænke andres religiøse, politiske, seksuelle eller etniske følelser”.
45% svarer “Ja”.
Men er det så et hypotetisk spørgsmål? Nej, for 40% af alle svar vurderer nemlig udviklingen i den danske kunst- og kulturverden således: “Man tager i større grad end tidligere hensyn for ikke at støde andres følelser”.
A4 påstår ikke, som du skriver, at “Der er en generel frygt for at krænke etniske og religiøse følelser inden for dansk kunst- og kulturliv”. A4 skriver “Generelt er der størst frygt for at krænke etniske og religiøse følelser”.
Det lyder til at vi er enige om at en svarprocent på 35,7 ikke kan bruges til påstand om hvad den gruppe man har henvendt sig til mener og synes.
Godt så.
Det synes jeg I skulle have fortalt A4 også.
At 28 procent af dem der svarede (altså 10 procent af de adspurgte) vurderer at ”dansk kulturliv” lægger bånd på sig kaldes i min verden ikke for massivt. Det tror jeg ærligt talt ikke den gør i jeres heller.
De 47 procent som mener at ytringsfriheden er truet består af 17 procent som svaret ”ja i høj grad” og 30 procent som svaret ”ja i mindre grad”. De senere har jeg skam også talt med. Men 311 af 1828 er og forbliver 17 procent uanset hvordan man vender og drejer.
Når 40 procent af dem der har svaret mener at ”man” i større grad end tidligere tager hensyn for ikke at støde andres følelse, men 74 procent svarer at de selv ikke gør det, så borde der have blinket en advarselslampe om at denne her rundspørge er på vej at køre af sporet.
Undersøgelsen dokumenterer ikke påstanden om en udbredt og massiv selvcensur i dansk kunst- og kulturliv, men er blevet brugt som om den gjorde det.
Det giver A4 et troværdighedsproblem. Og jeg vil tro det ville være en fordel for jer ikke at lægge navn til flere af den slags frie opinionsmålingsøvelser.
Staffan
@Staffan
Det var dog en interessant måde at lave beregninger på. Du vil sammenligne antallet af givne svar med et antal personer, der end ikke har set spørgsmålene. Vi ved, at de 654 har været inde på websiden for at besvare spørgsmålene. Resten har ikke reageret på invitationen. Enten fordi de ikke har haft lyst, eller måske fordi de ikke har set mailen. Når Gallup eller andre laver opinionsmålinger, beregner de altså også diverse svar i forhold til de personer, de har stillet spørgsmålene. De regner ikke alle de forgæves opkald med, hvor folk fx ikke var hjemme.
Se i øvrigt også, hvad professor i statskundskab på Syddansk Universitet Poul Erik Mouritzen siger til Politiken i dag. Han konkluderer, at undersøgelsen »er på det niveau, som en habil undersøgelse skal være på«.
Og fortsætter:
»Der er absolut tendenser i denne her undersøgelse, der viser, at det, A4 skrev, var rigtigt. Undersøgelsen viser efter min mening klart, at der er kunstnere i Danmark, der udøver selvcensur, og at det sker som følge af Muhammedkrisen«.
Hvis man spørger 1828 personer og får svar fra 654, så kan ”vi ikke vide om respondenterne er repræsentative for alle aktører i kunst- og kulturlivet”, som du jo selv skrev i resuméet. Stå nu fast ved det.
Der er dog ”absolut tendenser i denne undersøgelse, der viser at det, A4 skrev er rigtigt”, udtaler Poul Erik Mouritzen til Politiken. Afgjort. Der er tendenser på alt muligt. Men der er ingen brugbar dokumentation.
79 kunstnere af 654, (eller rettere 79 af 1828), oplyser at de udøver selvcensur, men vi kan ikke vide om årsagen er Muhammedkrisen.
De 79 har svaret at de har droppet projekt for ikke at krænke religiøse, politiske, seksuelle eller etniske følelser over ét. Preben Sepstrup beskriver det som at ”blande æbler og pærer sammen”.
Jeg mener det er sjusk og dårlig journalistik.
Over and out.
@Tommy Kaas: Du siger ovenfor: “Som det fremgår af resumeet, der er linket til fra A4’s hjemmeside, er stikprøven vi har spurgt, ikke sammensat repræsentativt. Det har vi ikke haft mulighed for, da Danske Billedkunstneres Fagforening udelukkende ville sende vores invitation til rundspørgen videre til billedkunstner-medlemmerne. Vi havde derfor ikke mulighed for at tjekke, hvem der fik den, og hvem der svarede.”
I kunne have sikret en langt større repræsentativitet helt fra starten. Hvorfor sendte i kun spørgeskemaet til den lille Billedkunstnerfagforening med 500 medlemmer og ikke til den store, Billedkunstnernes Forbund med 1.250 medlemmer? Og hvorfor sendte I den kun til Dansk Forfatterforening (der blandt 1.300 medlemmer også rummer mange fagforfattere og oversættere) og ikke til Danske Skønlitterære Forfattere (der rummer 180 skønlitterære), da det netop var en kunstnerundersøgelse?
Man kan ikke forvente at almindelige mennesker lige kan hitte rundt i dette landskab, men som topprofessionelle research- og analyse journalister må man da forvente at I undersøger hvor målgruppen befinder sig.
Det er møgærgerligt, for de reelle procenttal på at kun 4% af de adspurgte har droppet et projekt måske er nede på promiller, hvis I fra start havde henvendt jer til målgruppen og ikke kun en del af den. Møgærgerligt fordi vi nu får en alvorlig diskussion på fuldstændig misvisende og oppustede tal – der ikke kommer til at føre noget sted hen. Jeg siger ikke der ligger slette intentioner bag og jeg har stor faglig respekt for jer, jeg tror det er en grim svipser. Og den trækker dybe spor i landskabet.
@Staffan
Helt generelt: En lav svarprocent betyder ikke i sig selv, at en rundspørge ikke kan betragtes som repræsentativ. Hvis man ved en bortfaldsanalyse kan dokumentere, at de, der svarer (eller ikke svarer) ligner hele stikprøven, kan man opnå repræsentativitet selv ved en lav svarprocent. Men så skal man have en række baggrundsvariable på alle, der deltager. Det har vi ikke haft i dette tilfælde. Og derfor kan vi ikke vide, om undersøgelsen er repræsentativ.
Men derfor kan den altså godt være det.
Ugebrevet A4 brugte Dansk Forfatterforenings adresseliste uden at spørge om lov og uden at orientere os på forhånd. Dansk Forfatterforening synes det er problematisk.
I DR har redaktøren af A4 sagt, at samtlige medlemmer af Dansk Forfatterforening er blevet spurgt. Det er løgn. Det er kun dem med email, der er blevet spurgt, og det er slet ikke alle medlemmer der har det.
Da vi fik tilsendt spørgeskemaet, blev der lovet fuld fortrolighed. Mange udfyldte skemaet og sendte det af sted, men fik ikke taget en kopi. Da de ville slå efter for at se, hvad de helt præcist havde svaret på, var programmet lukket. Da så Lotte Garbers sagde, hvad hun mente hun havde sagt, gik redaktøren ind i systemet, kiggede hende i kortene og brugte det imod hende.
Så langt rakte fortrolighedsløftet. Fy for pokker, siger jeg bare.
Ang. at blande æbler og pærer: På s. 6 i resumeet er der opregnet forskellige årsager til at opgive et projekt. Det er den tabel, der viser, at 5% af alle angiver frygt for trusler som årsag. Men netop denne tabel viser ikke, hvilke grupper der har svaret hvad. Det ville ellers være relevant. Fx angiver 3 personer (4% af projektdropperne og 0% af alle), at de har opgivet et projekt pga. frygt for pres fra sponsorer. Nu er det meget få forfattere, der har sponsorer, men af de 79, der har droppet et projekt en eller flere gange, er de 64 forfattere. Hvis 3 af de øvrige 15 angiver pres fra sponsorer, svarer det til 20% af projektdropperne i gruppen af billedkunstnere, gallerier og museer (5% af alle i denne gruppe). Det ændrer billedet en del. Så er det muligt at få denne tabel specificeret ud på de forskellige grupper?
Egon Clausen har ret i, at Dansk Forfatterforening forsøgte at stoppe undersøgelsen, da den opdagede, at A4 havde sendt spørgeskemaer ud til de medlemmer, hvis emailadresser optræder på hjemmesiden. Forfatterforeningens advokat kunne dog ikke bakke foreningen op i opfattelsen at A4 skulle overtræde nogen lov, og derefter fik undersøgelsen lov til at fortsætte. Jeg undrer mig over, at Forfatterforeningen overhovedet havde et ønske om at stoppe en undersøgelse om ytringsfrihed og selvcensur.
Med hensyn til fortrolighed, kan jeg garantere Egon Clausen og alle andre om, at vi aldrig kunne finde på at bryde et løfte om fortrolighed. Den konkrete sag handler om, at Lotte Garbers overfor flere medier tordnede løs på A4 med anklager om, at vi havde negligeret hendes bidrag til undersøgelsen, som skulle være en holdning om at ytringsfriheden var truet på grund af tørklædeforbud. Det synspunkt synes jeg giver meget god mening, som en del af det samlede billede og hvis det var sådan, at mange i undersøgelsen havde givet udtryk for det eller som Trisse Gejl hævdede, at mange skulle have nævnt lømmelpakke og burkaer, så kan jeg garantere for, at det også var blevet brugt aktivt i artiklen. Men da hverken jeg eller journalisten, der skrev artiklen, oplevede at burkaer, lømmelpakker og tørklædeforbud prægede besvarelserne, besluttede vi at lave en konkret optælling for at se om Lotte Garbers og Trisse Gejl havde en pointe, som fortjente et større fokus. Stor var overraskelsen derfor, da vi kunne konstatere, at kun fire ud af 654 havde nævnt lømmelpakke, ingen havde nævnt burka og Lotte Garbers personligt ikke havde skrevet et ord om tørklædeforbud. Jeg ringede derfor til Lotte Garbers for at forholde hende min nye viden og spørge, om ikke det var bare en smule urimeligt at bebrejde os, at vi ikke havde taget hensyn til et bidrag fra hende, når det nu viste sig at være fri fantasi hos hende. I den forbindelse spurgte jeg hende også, hvad hun ville gøre ved det. Og svaret var, at hun ville bede Politiken om at rette løgnen. Jeg kan på ingen måde se, at jeg har brudt nogen fortrolighed her. Hun havde i øvrigt selv krydset af, at hun gerne ville kontaktes af en journalist fra A4.
I parentes bemærket blev synspunktet om at ytringsfriheden er truet af andre kræfter end islamisk fundamentalisme i øvrigt også fremmet i artiklen – men selvfølgelig ikke med temaet tørklædeforbud, da det kun eksisterede inde i Lotte Garbers hoved.
Jan Birkemose
Ugebrevet A4
Hvorfor sikrer man sig ikke at de oplysninger man kommer med er rigtige prøv foreksempel at skrive mit navn på de gule sider så kommer det frem Navnet er Yakai.
så lad være med at komme med sådan noget løgn ta og undersøg ordentlig først inden man kommer med de udtalelser
hilsen
poul yakai