Kun hver 6. MF’er twitter

Netværksanalyse viser, at folketingspolitikerne bruger twitter til at følge hinanden i folketingssalen. Især holder de øje med partifæller.

Folketingets formand og Dansk Folkeparti behøver ikke være nervøse for, at folketingsmedlemmerne skal blive distraherede af at sende tweets ud til deres followers. Kun hver 6 medlem af folketinget er aktive på twitter, og af de 30, der har en twitterkonto, er det kun hver tredje, der twitter regelmæssigt. Flere er aldrig kommet længere end til at oprette en konto. De tre flittigste twittere er Anne Marie Geisler Andersen (R), Ida Auken (SF) og Margrethe Vestager (R)

Det viser en gennemgang, Kaas & Mulvad har foretaget af folketingsmedlemmernes adfærd på twitter, siden Søren Pind (V) som den første MF’er fik en twitter-konto 25. Oktober 2007. Søren Pind twittede regelmæssigt året ud, men gik død i slutningen af 2007 og dukkede først op på twitter igen april 2009.:

pind

I 2010 har Søren Pind ( i dag Udviklingsminister) kun twittet to gange – endda i denne uge og under afslutningsdebatten!

Usikker adfærd

Venstremandens adfærd er sigende. Folketingsmedlemmernes brug af twitter er afprøvende og uregelmæssig. Partifællen (og medie-ordfører) Ellen Trane Nørby er i princippet på twitter og udsendte april sidste år følgende statement:

ellen
Siden er det ikke blevet til flere tweets fra den kant.

Ingen folketingsmedlemmer følger flere, end der følger dem. Det i sig selv beviser ikke, at politikerne udelukkende tænker på twitter som en publiceringsplatform, men flere peger dog på, at det netop er derfor, de er på twitter.

Til kaasogmulvad.dk siger fx Flemming Møller (V), der kun har twittet 11 gange siden april sidste år:
”Jeg bruger næsten udelukkende twitter til at gøre opmærksom på oplysninger af politisk art. For det meste drejer det sig om egne tiltag, men kan også være links til andre medier. Kun sjældent får jeg oplysninger fra andre, som jeg kan bruge.”

Den radikale Anne Marie Geisler Andersen siger noget tilsvarende: ”Det vigtigste jeg får ud af at være på twitter er, at alle, der er interesserede, kan følge mig i mit daglige politiske arbejde.”

Geisler er en af tingets flittigste twittere, 934 tweets, er det blevet til, siden hun debuterede juli 2009. Det har indtil videre givet 178, der følger hende. Men selv følger hun kun 10 – heraf flere politiker-kolleger fra Folketinget.
 
En enkelt MF’er, Anders Samuelsen, følger ikke andre politikere i salen på twitter, men ellers er det det mest normale. Og folketingspolitikerne følger ikke mindst deres partifæller. Undersøger man fx alle de personer, som venstrepolitikerne følger i Folketinget, er to ud af tre partifæller.

twitter040610_small

Illustrationen (klik for større version) fra netværksanalysen viser to ting: Størrelsen af hver person indikerer hvor meget de følges af andre. Og placeringen fortæller noget om deres adfærd. Grafikken viser, at partifæller placeres i nærheden af hinanden. Det sker kun, hvis de faktisk har en adfærd, der ligner hinanden: Hvis de i store træk følger de samme og følges af de samme. Kun Simon Emil Ammitzbøll falder  lidt uden for mønsteret – ellers er det typiske billede, at Venstrefolk følger hinanden, socialdemokratier følger hinanden og så videre hele vejen rundt.

Socialdemokraten Leif Lahn er et godt eksempel. Alle de folketings-kolleger, han følger, er  partikammerater. Netværksanalysen fokuserer ikke på de personer, politikerne følger uden for folketingssalen.

Blandt de halvandet hundrede MF’ere, der ikke twitter, er ukendskabet stort, viser en rundspørge, Kaas & Mulvad har foretaget blandt politikerne:
” Jeg ved ikke hvad forskellen er på twitter og facebook”, siger en yngre konservativ politiker, mens en anden – ældre, radikal – politiker svarer: ”Er ikke imod twitter, men aner ikke, hvordan det fungerer”.

Inddragelse

Kun få politikere bruger twitter som en en måde at inddrage deres followers – og måske vælgere – i deres politik. Yildiz Akdogan (S) gør det dog. Hun udsendte denne tweet i forbindelse med afslutningsdebatten 2. Juni:

yildiz1

Yildiz Akdogan havde også en hurtig reaktion oven på kritikken fra modstanderne af sociale mediers brug i salen:

yildiz

Af svarene fra folketingsmedlemmerne tyder ikke meget på, at vi i fremtiden vil se mange flere MF’ere twitte. I salen bliver det måske ligefrem bandlyst.

Venstres Karsten Lauritzen har været på twitter siden marts 2009, men han er ikke blevet overbevist. Hans svar på, hvad det vigtigste er, som han har fået ud af at være på twitter, lyder:

“Jeg får faktisk ikke ret meget ud af det og overvejer kun og bruge facebook.”

Margrethe Vestager, der netop har rundet tweet nr. 600, er ofte blevet klandret for tweets fulde af naturbeskrivelser. Hun har i modsætning til venstremanden denne meget konkrete forklaring på, hvad hun får af udbytte:

“Twitter giver mulighed for hurtig, uformel kommentar til dagen og vejen – og at få respons på samme måde: Hurtigt og uformelt, kort og godt. Al politiks fundament er samtale. Twitter tilføjer nye muligheder for det.”

Trackbacks/Pingbacks

  1. Tweets that mention Netværksanalyse om twitter i Folketinget -- Topsy.com - 4. juni 2010

    […] This post was mentioned on Twitter by Ernst Poulsen, Kaas & Mulvad. Kaas & Mulvad said: Kun hver 6. MF’er twitter: Netværksanalyse viser, at folketingspolitikerne bruger twitter til at følge hinanden i … http://bit.ly/bvrrS2 […]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.