Caroline Wozniacki er en suveræn nummer et, når det gælder omtale i udenlandske medier. Kun to danskere uden for sportens verden formår at klemme sig ind i top 10, viser liste over de 40 mest omtalte danskere.
Når 1700 aviser fra 91 lande omtaler danskere, er det som oftest for deres præstationer på alverdens sportsarenaer. Det viser en optælling af artikelhits, som Kaas & Mulvad har foretaget for avishjemmesiden Outside24.dk. Optællingen gælder hele 2010.
NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen (4) og skuespilleren Viggo Mortensen (2) er ene om at bryde sportsfolkenes dominans.
International presses ubestridelige danske darling er tennisspilleren Caroline Wozniacki, der fra 1. januar og frem til 27. december blev nævnt i ikke færre end 16.177 artikler eller mere end 50 artikler i gennemsnit om dagen. Der er lang vej ned til Viggo Mortensen på 2. pladsen og til Danmarks bedste golfspiller Søren Kjeldsen på 3. pladsen.
Golfspillerne har hele fire repræsentanter i top ti. Mest overraskende er det nok, at ishockeyspilleren Peter Regin (8) formår at presse sig ind blandt de bedste, men successen i verdens bedste ishockeyliga NHL har givet masser af omtale i de nordamerikanske medier. Nicklas Bendtner tager prisen som Danmarks mest omtalte fodspiller.
For Kongehuset står det sløjt til. Bedst ligger Kronprinsesse Mary som nummer 40. Kronprins Frederik er uden for top 100, og dronning Margrethe finder man først langt nede af listen som nr. 79.
Optællingen i Outside24.dk foretages i 1700 avisers trykte version. Alle kan søge på hjemmesiden, men kun abonnenter kan læse, gemme, printe og overvåge artiklerne.
No comments yet.