London viste sig i den grad som Europas vigtigste by for datajournalistik, da Kaas & Mulvad besøgte byen sammen med 17 kursister. Financial Times, The Economist, Reuters, Guardian, BBC, The Bureau of Investigative Journalism, Trinity Mirror og Google News Lab er alle på hver deres måde centrum for en spændende udvikling i datajournalistik.
– Storbritannien har taget et meget stort skridt i retning af åbne data, fortalte Martin Rosenbaum fra BBC, som en af årsagerne til det store ryk i retning af datajournalistik i England.
Martin Rosenbaum er Freedom of information specialist i BBC og leder indsatsen med at benytte den britiske offentlighedslov fra 2005. Han forklarede, at det store ryk i retning af mere åbenhed faktisk ikke skyldes pres fra journalister. I højere grad er årsagen et sammenfald af pres fra lokale myndigheder, virksomheder og nye ministre.
Paul Myers, søgeguru i BBC, gav en række praktiske tips til Google søgninger. Især gennemgik han, hvordan Facebooks søgefunktion Graph er gjort sværere, og hvad man kan gøre for alligevel at bruge den. Se hans materiale på researchclinic.
Tjek Guardians gennembrud i datagrafik
Aron Pilhofer, som for et år siden tiltrådte som leder af den digitale indsats på Guardian, fortalte, at han fokuserer på ordet journalistik i datajournalistik. Guardian har netop lavet en flot grafik, ”Unaffordable Country”, der viser, hvor man har råd til at bo med en bestemt løn som udgangspunkt. Ifølge Aron Pilhofer er denne grafik det første virkelige gennembrud for den nye redaktion. Den er et helt nyt bud på, hvordan et medie kan lave datatunge præsentationer beregnet til smartphones.
Trinity Mirror med hurtige og væsentlige datapræsentationer
David Ottewell, der leder Trinity Mirror Regionals datajournalistik-satsning, gennemgik en række eksempler på hurtige datapræsentationer, som havde haft stor effekt.
Med ham var Martin Belam, der indtil i maj stod i spidsen for bl.a. ’ampp3d’, der beskrives som datajournalistik på en mere tabloid måde. Mediet er i dag ændret, selv om navnet opretholdes.
The Bureau of Investigative Journalism
På bureauet mødtes vi med Max Harlow, der er technical lead, samt Managing Editor Rachel Oldroyd. Bureauet vil satse på at udvikle computional journalism i relation til undersøgende journalistik.
Rachel Oldroyd fortalte, hvordan centret har arbejdet på at genskabe sin respekt i offentligheden efter skandalen for tre år siden, hvor bureauet var med til at hænge en forkert mand ud som pædofil i et BBC-program. Skandalen kostede en ledende række medarbejdere i BBC jobbet.
– Vi har bl.a. udarbejdet en 60-siders håndbog om, hvordan vores journalister skal arbejde, fortalte hun.
Financial Times og The Econimist
På Financial Times mødtes vi bl.a. med head of Interactive News, Martin Stabe. På The Economist var værterne bl.a. data editor Kenneth Cukier og Phil Kenny, der leder magasinets datateam. Begge steder fortalte de om, hvordan de får lavet en række grafikker via skabeloner. Det har flyttet ansvaret for indholdet i grafikker over til journalisterne, og det sikrer bedre sammenhæng mellem tekst og grafik.
Financial Times har udviklet sit eget program på basis af o-charts. De pegede på disse tre basisprogrammer:
På Financial Times udgør den slags grafik omkring 500 om måneden, mens de større interaktive grafikker kun tæller tre-fire stykker pr. måned. Martin Stable fortalte om sine fem ledetråde for at beslutte om, hvorvidt der skal produceres en interaktiv grafik:
- Grafikken skal fortælle en historie.
- Det skal kun være interaktivt, hvis det ikke kan undgås. Meget fortælles bedre i flade grafikker.
- Grafikken skal være et produkt af blivende værdi.
- Data skal bruges som led i at fortælle historien.
- Involver dataspecialister meget tidligt i forløbet – ikke til sidst.
Reuters
Stephen Grey er forfatter og undersøgende journalist, og han arbejder som korrespondent på bureauet. På Reuters er han med i et team, der har til formål at undersøge større emner, der har været utilstrækkeligt udforsket. I de seneste år har han skrevet meget om græske banker og deres fortjeneste på den græske krise.
Hans seneste historier handler om de store midler, som den russiske elite høster via æske-selskaber over hele verden, når der er store offentlige udbud.
Google News Lab
Matt Cooke er lead for Google News Lab i London, der har eksisteret i et halvt år og omfatter 14 medarbejdere. Han gennemgik bl.a., hvordan journalister kan benytte Google Trends til at følge udviklingen i historier. Der er også en dansk version af Google Trends, der endnu ikke virker på samme måde som den amerikanske.
Han fortalte også, at Google News Lab gerne indgår samarbejde med lokale og regionale medier og andre om at udvikle de teknologiske måder at fortælle historier på.
Erik Nielsen, redaktør på Sjællandske Medier, peger på, at der i London er helt andre indgange til datajournalistik end i Danmark.
Sigrid Hald Kristensen, journalist på Jydske Vestkystens Kolding-redaktion, var begejstret for de mest konkrete oplæg på kurset. Det var gennemgangen hos Google af værktøjer, Paul Myers oplæg om søgemetoder og de to fra Trinity Mirror.
Helle Møller Larsen, journalist på Morsø Folkeblad, synes at gennemgangen af konkrete metoder til at optimere søgninger i Google var det bedste. Det fik hun i forbindelse med oplægget den første dag fra BBC’s searchguru Paul Myers. Hun skal nu i gang med historier om ind- og udpendling.
Dan Poulsen, redaktør i DR, peger på oplægget fra de to redaktører på Guardian som det bedste.
– Også de to gutter fra Trinity Mirror imponerede. De viste, hvordan deadlines ikke kun er noget skidt, og at det ikke behøver at være perfekt poleret altid. Noget af det visualiserede datajournalistik, de viste, lignede jo en dårlig Her&Nu forside. Men det fungerede og ramte bredt.
Katrine Lund Walsted, journalist på Jydske Vestkysten, er positivt overrasket over de mange forskellige tilgange til at bruge datajournalistik. Hun skal i gang med at lære Excel og andre gode teknikker, som hun har fået vist.
Lotte Højstrøm, journalist på Jydske Vestkysten, peger på de mange konkrete og hurtige historier, som de to oplægsholdere fra Trinity Mirror kom med. Deres historier er i stor udstrækning muligt at gå hjem og omsætte til danske forhold.
Hun er samtidig som ny inden for datajournalistik meget glad for at have hørt de mange forskellige måder at bruge datajournalistik på. Det har gjort det klart for hende, hvad hun mangler af praktiske værktøjer, som hun skal have lært.
Peter Jeppesen, journalist på Ekstra Bladet, peger på, at oplægget fra BBC var lidt en gentagelse af det, han hørte på Guardian. Han ville gerne have været mere nede i maskinrummet på den verdensomspændende TV-station. Men det er det eneste, som kunne have været bedre, synes han.
Kim Dahl Nielsen, journalist på Jydske Vestkysten, synes, at de mange oplæg viste, at der er mange måder at lave datajournalistik på. Det behøver ikke være svært. Specielt Paul Myers og Trinity Mirror var en meget konkret indgang.
Anja Berth, journalist på Vesterbrobladet, fik rigtig mange ideer til konkrete historier med hjem til Danmark. For hende er det vigtigt at høre de folk, der laver datajournalistik og på den måde få indtryk af, hvad der skal til for selv at gøre det.
Jesper Bo Danscher, journalist på Sjællandske Medier, lægger især vægt på, at danske medier skal blive bedre til at fortælle historier med data og grafik.
– Jeg har lidt dårlig samvittighed over ikke at være kommet rigtig i gang med brug af regneark til journalistik.
No comments yet.