16 danske journalister tog i september med Kaas & Mulvad til London for at udforske briternes grænsesøgende – til tider grænseoverskridende – journalistik og de nye etiske udfordringer, der opstår når gamle medier bruger nye medier til at sprede deres journalistik.
Det var med tårnhøje forventninger, at journalist Anne Hedegaard fra JydskeVestkystens Esbjerg-redaktion i september rejste til London med 15 kolleger for at deltage i kurset ’Dristige formater og barske historier’.
”Jeg har aldrig på forhånd glædet mig så meget til et efteruddannelseskursus som til kurset om etik og nye formater. Uanset hvor man i dag bevæger sig hen som journalist, konfronteres man med etiske udfordringer. Ikke mindst i forhold til klik. Vi har virkelig brug for input og nuancerede debatter,” siger Hedegaard.
Udtalelsen kommer efter fem tætpakkede dage med besøg på både nye medier og gamle medier, oplæg fra fremtrædende medieanalytikere, en prisvindende dokumentarfilmjournalist og en af Brexit-kampagnens tabere, der mener, at medierne må påtage sig en del af skylden.
”Bagefter må jeg bare sige, at det gav kurset i dén grad. Seks stjerner.”
Konkrete værktøjer undervejs
Hun var ikke alene om at føle, at kursets satte gang i tankerne og diskussionerne – også efter hjemkomsten.
”Etik har ligget i mit baghoved siden. Det har også sat nogle journalistiske tanker i gang om faget, som jeg har vendt med nogle kollegaer,” fortæller Nathalie Cederlund Søndergaard fra Sjællandske Medier.
”Som digital journalist var besøget hos Google og især Facebook super anvendeligt. Det var fantastisk, at der også undervejs på vores tur blev givet konkrete værktøjer, vi kan bruge i vores hverdag.”
Nathalie Cedergaard Søndergaard understreger desuden, at »det bedste ved kurset var helheden«.
”Det hele hang utroligt godt sammen. Alle foredragsholdere supplerede hinanden, og de kom i en perfekt rækkefølge. Med Brexit som ramme var vores hold utroligt privilegeret at have en relevant og aktuel case, som netop bragte emnet etik op på en naturlig måde,” forklarer hun med henvisning til, at briternes beslutning om at stemme for Brexit ved landets folkeafstemning i juni dominerede første halvdel af kurset.
Brexit-dækning fra tabloidpressen til BBC
Tidligere journalist og forsker Steven Barnett kom forbi på førstedagen og fortalte om særligt tabloidpressens antieuropæiske dækning og – ifølge ham – dæmonisering af indvandrere.
Siden mødte kursisterne en af tabloidbranchens veteraner, Andy Lines fra The Daily Mirror, samt ombudsmand Philippa Kennedy på The Sun, ligesom besøget på pressens egen etiske vagthund, IPSO, kom til at dreje sig om Brexit-dækningen. Endelig fortalte en af Remain-kampagnens hovedpersoner, Lucy Thomas, hvad der i hendes mening gik galt, og hvilken rolle medierne – særligt BBC – spillede i nederlaget.
”Etik var aldrig et dominerende emne ved hvert oplæg, men var en rød tråd gennem alle oplæg, hvilket i mine øjne gjorde, at det blev en meget naturlig snak, vi havde – både om de traditionelle medier samt de nye digitale,” tilføjer Søndergaard.
Stærke profiler
Programmets talere og mediebesøg faldt generelt i god jord hos kursisterne.
”Jeg er så imponeret over det program, I har sammensat – bredden i det. Især i dag,” sagde Inger Bach fra DR Etik til kursusledere Mette Rodgers og Jacob Mollerup efter tredjedagens program, der inkluderede møder på The Guardian og The Observer, Google og The Sun.
Allan Wahlers fra Metroxpress er enig.
”Kurset bød på et dybt inspirerende program med et overflødighedshorn af spændende besøg og møder med personer fra mange forskellige dele af den britiske medieverden. En meget vellykket og velarrangeret tur,” siger han.
Henrik Kruse fra JydskeVestkystens Kolding-redaktion kaldte det ligeledes for »et femstjernet program«.
”Kurset gav et godt overblik over det engelske mediebillede anno 2016,. Vi fik et indblik i, hvor langt der er fra BBC til den tabloide presse. Sammenlignet med danske forhold er spændvidden stor. I den digitale tidsalder bliver mediebilledet i Danmark måske mere broget? Det giver i hvert fald anledning til overvejelser i takt med, at adgangen til at ramme et stort publikum bliver nemmere på de digitale platforme. Men der bliver samtidig også sværere, fordi der er så meget indhold på platformene. Der skal råbes højt, for at blive bemærket,” vurderer Kruse efter kurset.
Nye medier og platforme fører til nye dilemmaer
Kursets sidste halvdel handlede om de dilemmaer, der er opstået ved, at gamle medier i stadig højere grad bruger de nye medier og platforme i udbredelsen af deres journalistik.
Dermed er der et led imellem medie og modtager, som ikke var der før, hvilket kan skabe etiske problemer. Dette blev understreget af en aktuel historie på kursets sidste dag, hvor Facebook fjernede et ikonisk billede fra Vietnamkrigen af en nøgen pige efter et napalmangreb. Billedet var lagt ud på den norske Aftonpostens Facebookside.
Debatten spillede sammen med både besøgene på Facebook og BBC, hvor redaktøren for BBC’s eget College of Journalism, Matthew Eltringham, fortalte om de overvejelser, stationens redaktioner gør sig, når de forsøger at udbrede historier via de sociale medier.
Debatten summede tilsyneladende også videre i kursisternes trætte hoveder efter afrejsen fra Heathrow Lufthavn fredag eftermiddag. Flere kursister fandt, at kurset havde et »meget højt fagligt niveau«, men også at det var »intenst«.
”Måske en enkelt session mindre, men det ville også være en skam, når man kan lave så stærkt et program,” lød en af overvejelserne i de efterfølgende evalueringer.
Men Anne Hedegaard var ikke i tvivl om, at hendes store forventninger var blevet indfriet.
”Det var et fuldstændig fremragende kursus – og jeg kommer til at dele indtrykkene med kolleger, venner og bekendte igen og igen,” siger hun.
Se også: En rapport fra London-kurset: Dristige formater og barske historier
No comments yet.