En rapport fra London-kurset: Dristige formater og barske historier

Besøg på Facebook, hvor Sarah Brown fra Strategic Partnership tog imod. Diskussionen kredsede bl.a. om spørgsmålet: Er Facebook selv blevet et medie med dertilhørende behov for egen presseetik?

BBC’s Director of Editorial Policy, David Jordan, og Matthew Eltringham fra BBC College of Journalism fortæller om stationens overvejelser i forhold til brug af sociale medier til at sprede deres journalistik. Efterfølgende diskuterede vi – i lyset af Brexit-dækningen – hvordan BBC i praksis skal definere fairness og uafhængighed.

Som programmet fremhævede:

London er byen med nogle af verdens mest aggressive og modige aviser. Slagsmålene om avisernes opfattelse af god presseskik er mildt sagt af international klasse. Reguleringen er genstand for historisk hårde slagsmål. Samtidig er der en tv-verden i international topklasse som producerer nye formater, der sætter standarder for, hvor tæt man kan gå. Og midt i det hele et BBC under et historisk pres.

I den nye medieverden rummer London også state-of-the-art med hensyn til nye forretningsmodeller ligesom alle de centrale internationale aktører har større operationer i London.

Her er et kort tilbageblik på de 15 sessioner.

Til kamp mod medierne

Det startede mandag den 5. september med en hård bredside mod medierne selv.

Flere britiske medie-eksperter er så oprørte over tabloidavisernes metoder, at de selv er blevet aktivister. En af de bedst formulerede er professor Brian Cathcart fra Kingston University.

Han har en baggrund som journalist og redaktør og var i 2011 en hovedkraft i stiftelsen af protestgruppen ”Hacked Off”.

Cathcart gav sit bud på, hvorfor er britiske medier er så barske. En vigtig faktor er det store landsdækkende avismarked, hvor en række titler dagligt konkurrerer hårdt om et stort løssalg. Samtidig har der ikke være nogen reel regulering – de barske tabloider har i mange sammenhænge kunnet gøre hvad de vil – politikerne har ikke villet eller turdet lægge sig ud med dem.

Det giver især to typer af problemer.

1. Dels er der de ofre for brutal medieomtale, som ikke selv har kræfter til at forsvare sig. Det gælder i disse år bl.a. mange fra minoritetsgrupper.
2. Dels ødelægger den barske og populistiske dækning – især den systematiske forvridning af kendsgerninger –  i mange tilfælde den demokratiske diskussion.

Befolkningens tillid til aviserne er da også den laveste i Europa ifølge en ny EBU-undersøgelse (se s. 18).

Cathcart beskrev aviserne som løgnagtige og branchen som korrupt – en kritik han også har uddybet i en af sine mange bøger – ”Everybody’s Hacked Off”.

Cathcart fremhævede Leveson-rapporten for en glimrende kortlægning af problemerne, men fandt ikke der senere var gjort noget effektivt for at ændre forholdene. Han havde samtidig ringe respekt for det nye britiske pressenævn – IPSO. Som et yderligere problem fremhævede han, at BBC’s nyheds-vinkler jævnligt er stærkt påvirkede af, hvad aviser som The Daily Mail og The Sun har sat på dagsordenen.

Dagen forinden startede The Mirror sine afsløringer af Keith Vaz (MP for Labour) og hans brug af mandlige prostituerede. Diskussionen om denne historie fortsatte ugen igennem. Cathcart m.fl. var meget skeptiske overfor avisens metoder – og efterlyste mere information om, hvordan optagelserne var lavet, om de to polske mænd var blevet betalt af Mirror osv. (se også under Philippa Kennedy).

Brexit-dækningen og kendsgerningerne

Senere mandag mødte vi professor Steven Barnett fra Westminster University.

Barnett var også uhyre kritisk overfor britisk presse – og så Brexit-dækningen som et historisk graverende eksempel. Han udbyggede sin bidende kritik fra ”Foreign Policy”.

Barnett trak også den historiske linje fra Tony Blairs kritiske 2007-afskedstale om medierne som ”det vilde dyr”.

Fra hele dækningen op til den historiske Brexit-afstemning fremhævede Barnett stribevis af løgne og misinformation. Et par af hans mange eksempler:

Forside fra The Sun: “1 in 5 Brit Muslims’ sympathize with jihadists’”.

Forside fra The Sun: “Let 3M more into UK”.

Forside fra The Sun: Queen backs Brexit”.

Forside fra Daily Mail: “We are from Europe – let us in”.

Et gennemgående træk var, at grov misinformation ikke blev korrigeret ordentligt – heller ikke når sagerne førte til kritik fra det nye britiske pressenævn, IPSO.

Brexit-kampagnerne – set indefra

Tirsdagen startede med journalisten Lucy Thomas.

Som talskvinde for “Stronger In”-kampagnen var Lucy Thomas centralt placeret i striden om mediedækningen op til folkeafstemningen. Hun beskrev, hvorfor en tilsyneladende sikker sejr gled ”remain-siden” af hænde i et forløb, der blev præget af enkle populistiske slagord fra ”leave-siden”– stærkt støttet af et stort flertal af britiske aviser. Især fremhævede hun sloganet ”Take back control” som særligt effektivt. Medvirkende til forløbet var også en klar undervurdering af den folkelige vrede rundt om i landet.

Særligt vigtigt for udfaldet var det ifølge Lucy Thomas, at BBC havde været bange for at blive beskyldt for at tage parti. Derfor gik man ikke hårdt til avisernes misinformation om EU, men lavede en meget skemalagt dækning, der ikke skabte sammenhæng og overblik over konsekvenserne af Brexit. Hun nævnte blandt mange eksempler påstanden om, at det britiske nettobidrag til EU kunne opgøres til 350 millioner £ om ugen – og at disse penge burde sendes til det britiske sundhedsvæsen – NHS. Denne vildledning kunne beskrives som en løgn – men blev typisk blot beskrevet som en omstridt påstand. Efter afstemningen har ”leave-kampagnen” selv opgivet den.

Lucy Thomas beskrev, hvordan ”remain-siden” længe havde følt sig sikre på sejr, fordi måling efter måling viste, at de var foran. Først i løbet af den dramatiske valgaften stod der klart, at målingerne slet ikke havde fanget dybden af den brede modstand ude i landet.

 The Daily Mirror: Hvad siger top-reporteren?       

Det var tid til at møde den udskældte tabloid-presse. Det blev først i form af en af de mest erfarne reportere, Andy Lines. I en baggrunds-briefing gav Lines en vurdering af britiske tabloidaviser, der var grundlæggende forskellig fra de bekymrede professorer. Dog var der også her en vis kritik af dele af Brexit-dækningen – Mirror var den eneste tabloidavis, der støttede ”remain-siden”.

Men med denne vigtige undtagelse så Andy Lines en forandret tabloidpresse i kølvandet på Leveson-processen. Efter hele opgøret om den store ”phonehacking-scandal” og den efterfølgende grundige Leveson-rapport, havde pressen ændret adfærd. Der var større forsigtighed, flere rettelser og markant større respekt for det nye pressenævn – IPSO. Fra Mirror fortalte han om mere omhyggelige arbejdsmetoder og et markant fald i trafikken med at betale for historier. Han oplevede, at ændringerne for alvor var slået igennem inden for de sidste to år.

Lines udtrykte samtidig en vis bekymring for, om det ville give færre afsløringer af magtmisbrug, hvis både whistleblowers og medier bliver mere forsigtige.

IPSO – stor uenighed om det nye pressenævn

Efter disse meget forskellige vurderinger gik turen til IPSO selv. I det nye pressenævn (et stenkast fra Fleet Street) mødte vi klagechefen Ben Gallop og kommunikationschefen Niall Duffy.

IPSO-modellen lever ikke op til forslagene fra Leveson-rapporten, men er (med opbakning fra hovedparten af britisk presse) et forsøg til at lave en selvregulering, der kan forhindre lovgivning på området (netop en lovgivning efter danske forbillede står her som et skræk-scenarie). IPSO-folkene mente, at det nye system allerede havde haft en klar effekt. Aviserne havde samtidig selv lavet bedre klagesystemer, men først og fremmest var der klare tegn på, at tabloid-aviserne adfærd var ændret markant.

På spørgsmål om de beskedne rettelser af stærkt vildledende Brexit-historier, fastholdt IPSO-folkene, at rettelserne i forhold til britisk tradition var blevet bragt på fremtrædende plads – og i flere tilfælde med henvisning fra forsiden.

En global avis i kamp for kvalitet, selv-regulering og økonomisk overlevelse

Onsdagen startede i The Guardian og The Observer’s multimedie-hus i Kings Place.

Guardian kommer seks dage om ugen – men overlader søndagen til søsteravisen The Observer.

Besøg på The Guardian/The Observer, hvor holdet mødte Guardians læserredaktør Paul Chadwick og Observers Stephen Pritchard. Guardians chefredaktør, Katharine Viner, kiggede forbi til en kort diskussion.

Guardian kæmper for at finde en bæredygtig forretningsmodel i den nye medievirkelighed. I årevis er man gået enegang ved at afvise betalingsmure og i stedet satse på læsernes frivillige bidrag. Denne ”membership-model” har imidlertid langt fra genereret penge nok til at kunne finansiere avisen.  Store dele af avisens tidligere indtægtsgrundlag ender samtidig hos firmaer som Facebook og Google. Trods bekymringerne over økonomien understregede Chadwick, at den journalistiske kvalitet var høj og gav grund til tro på fremtiden.

Guardians chefredaktør Katharine Viner var forbi til en kort diskussion, der kom til at tage udgangspunkt i hendes nylige meget roste og omdiskuterede essay ”How technology disrupted the truth”.

I diskussionen om den britiske tabloid-presse fremhævede Stephen Pritchard, at den stadig er meget barsk og voldsomt partisk, men at der har været flere positive ændringer de seneste år – især når det gælder færre brud på privatlivets fred.

I diskussionen om presseregulering og pressenævn fremhævede Paul Chadwick, at det er stærkt kompliceret at få det til at virke for medier, der (som Guardian) arbejder over hele verden.

Guardian har stærke redaktionelle enheder i både USA og Sydøstasien/Australien. Det betyder, at man har en nyhedsdækning døgnet rundt og læses verden over. Det kan et britisk pressenævn som IPSO ikke regulere, mente Chadwick, der derfor talte for mediernes egen regulering (som den han selv og Pritchard udøver på Guardian/Observer). Han afviste, at denne holdning var udtryk for avisens selvtilstrækkelighed (den har ikke meldt sig til IPSO-systemet).

Pritchard mente, at de andre aviser med IPSO-modellen prøvede at skubbe problemerne væk, mens Guardian/Observer selv prøvede at løse dem.

Som Cathcart og Barnett var de to læserredaktører meget kritiske over for britiske mediers Brexit-dækning, men Pritchard mindede om, at forløbet skulle ses i en lang historisk kontekst – og bl.a. handlede om en dyb historisk splittelse i det konservative parti. Chadwick tilføjede, at alle tabloid-avisernes løgne ikke kan modgås med lovgivning.

M.h.t. deres egne medier gik selvkritikken primært på, at man ikke langt bedre havde afdækket og beskrevet den omfattende folkelige vrede og utilfredshed.

Googles Madhav Chinnappa, direktør for strategiske aftaler med medier i bl.a. Europa, og hans kollega Eero Korhonen fortæller om samarbejdsprojekter mellem medierne og Google.

Google – den store vinder og dens metoder

Næste stop var i en anden verden – hos en af den aktuelle medieverdens helt store vindere. I Google-hovedkvarteret på St. Giles High Street mødte vi først Madhav Chinnappa (direktør for strategiske aftaler med medier i Europa, Mellemøsten og Afrika)   og hans kollega Eero Korhonen.

Madhav (som var kommet til Google efter en lang karriere i BBC) tog udgangspunkt i Google-projekter, der skal vise, at man tager nyhedsmediernes problemer alvorligt. Især fremhævede han The Digital News Initiative med dets fokus på at udvikle nye produkter sammen med medierne, på innovationsstøtte og på tilbud om uddannelse og research.

Han og Eero lagde vægt på, at Googles succes også skyldtes en virksomhedskultur byggende på udvikling og eksperimenter og modet til at fejle. Helt centralt var et stærkt fokus på brugerne og på udviklingsarbejdet. Det kunne de gamle medier lære af, mente han.

Om mediernes kritik af Googles indhug i deres annonceindtægter var kommentaren, at den research-baserede annoncering var en Google-opfindelse, som havde skabt et nyt annoncemarked. I øvrigt havde avisernes annoncemodel kun været rigtig god i en relativ kort historisk periode. Til spørgsmålet om søgealgoritmer svarede Google-folkene, at åbenhed ikke ville løse nogen problemer, da den straks ville blive misbrugt af mange aktører.

Til sidst kom en koncentreret pakke af gode aktuelle råd til brug af Googles tjenester fra Matt Cook, der leder Google News Lab for de nordiske lande.

Han nævnte bl.a. hvordan man kunne lave ”reverse-søgning” på billeder, så man kunne se om et bestemt billede havde en anden oprindelse end påstået

Matt fremhævede også de mange muligheder for at fortælle historier med Google kort m.m.

The Sun – ombudsmanden på den udskældte avis 

Onsdagen sluttede i Murdoch-koncernens store nyhedshus på London Bridge, hvor vi på 16. etage mødte Philippa Kennedy – en prisbelønnet journalist og redaktør, der nu prøver at løse den svære opgave som intern ombudsmand på en at de mest aggressive million-aviser i denne del af verden.

Hun forklarede med mange relevante eksempler om sit arbejde, men betingede sig på forhånd, at vi ikke citerede hendes konkrete vurderinger.

Ofte er avisers ombudsmænd (eller læserredaktører) synlige for læserne – blandt andet i form af løbende klummer om avisens journalistik. Philippa hører til de ombudsmænd, der arbejder bag kulisserne. Folk der følte sig dårligt behandlet af avisen og dens redaktører kan gå til hende, hvorefter hun kan undersøge klagen og anbefale en løsning til den ”managing editor”, der har ansvaret for klagesager. Hendes indstilling bliver normalt fulgt. Løsningerne kunne f.eks. være beklagelser, rettelser eller økonomisk kompensation. De mennesker, der ikke var tilfredse med udfaldet kunne typisk gå videre til IPSO – eller anlægge sag.

Eksemplerne på Philippas anbefalinger handlede primært om udsatte mennesker, der personligt var blevet dårligt behandlet i bladets historier. Det var et klart succeskriterie for hende at løse disse sager, inden de risikerede at ende i IPSO eller ved domstolene.

Vi berørte Keith Vaz-sagen, der også havde været på forsiden af The Sun de foregående dage. Phillipa fandt, at offentligheden havde en klar interesse i sådanne informationer om formanden for Underhusets ”Home Affairs Select Committee”. Tidligere samme dag var Vaz trådt tilbage som udvalgsformand.

TV-dokumentarer og pligten til at tage hensyn til de medvirkende

Torsdag morgen føjede vi en helt anden vinkel til etik-diskussionerne. Producer Brian Wood fra det kendte private produktionsselskab True Vision. Han fortalte om sit arbejde og dets indbyggede dilemmaer.

Fra optagelserne til en dokumentar om forholdene på et kinesisk børnehjem beskrev Woods den proces han og resten af holdet havde brugt, når de befandt sig i næsten ubærlige dilemmaer.

Med en dokumentar om fattige britiske børn, der var overladt til sig selv, rejste Wood & Co. senere en stor debat.

Han mente ikke, børnene var blevet skadet af den måde, de var blevet udstillet på, men han understregede behovet for at tage store hensyn til dem og følge dem tæt – også efter optagelserne. Det var også vigtigt med grundig kontakt til forældre, skoler, sociale myndigheder m.v. Woods valgte af princip aldrig at sløre medvirkende børn – så ville han hellere undlade at bruge optagelserne.

Han henviste generelt til diskussioner med dokumentarister, der havde andre standarder – bl.a. på Sheffield Documentary Festival: https://www.youtube.com/watch?v=2MEOPnszhzw

https://www.youtube.com/watch?v=zL7m67iR1S0

Facebook – en god ven eller en hård modstander?

Etiske overvejelser er mildt sagt en klassisk diskussion blandt mediefolk, men hos en anden af den ny medieverdens helt store globale vindere – Facebook – er det et emne, man helst ikke vil tale for meget om. Vi mødte Peter Münster, Corporate Communications Manager (Nordics) og Sarah Brown, Strategic Partnership Manager.

Selvom udgangspunktet var Facebooks tilbud til medierne, lagde eksemplerne op til det uundgåelige spørgsmål: Er Facebook ikke selv blevet et medie med dertilhørende behov for egen presseetik – ikke mindst efter introduktionen af live-streamingen. Münster fastholdt, at Facebook var et tech-company og en platform – og citerede Mark Zuckerbergs nylige udtalelser herom.

Alligevel kom mange af de følgende diskussioner om Facebooks samarbejde med traditionelle medier til netop at handle om de uundgåelige presseetiske valg. Senere samme dag brød debatten ud om Facebooks sletning af 1972-billedet af forbrændte Phan Thi Kim Phuc – dagen efter strakte Facebook våben, men diskussionen fortsætter internationalt.

Tilbage til det Facebook-folkene helst ville tale om.

Sarah Brown fremhævede mediernes muligheder for at tjene penge via brugen af Facebooks ”Instant Articles” og mulighederne for samarbejde om nye innovative løsninger. Hun henviste også til rådene om live-streaming.

https://live.fb.com/   https://www.facebook.com/livemap

https://www.facebook.com/facebookmedia/get-started/live-video-solutions

Hun fremhævede https://www.facebook.com/mentions og en række andre råd.

https://www.facebook.com/facebookmedia/best-practices/

Sarah opfordrede også alle til at melde sig ind i denne lukkede gruppe for mediefolk:

https://www.facebook.com/groups/media.publishers/

Peter Münster forklarede, at den mest effektiv vej til at få kommentarer fra Facebook var at skrive til pressfb@fb.com – hans egen mail er petermunster@fb.com

BBC og de sociale medier – hvordan bruger man Facebook?

Gåturen var ikke lang, men kontrasten var stærk. Vi fortsatte de etiske diskussioner i et af de ældste møderum i BBC’s Old Broadcasting House – først med ledende redaktør Matthew Eltringham fra BBC College of Journalism.

Som ekspert i sociale medier gennemgik Eltringham en lang række sager, hvor brugen af sociale medier havde været kritiseret – bl.a. i forbindelse med yderligere eksponering af udsatte medvirkende.

Facebooks nye live-muligheder beskrev han som en ”game-changer”. Det er et voldsomt redskab i hænderne på folk, der her har helt ukontrolleret adgang til at sende live. Som kontrast gennemgik han alle de hensyn BBC tager, når man sender eller streamer live på følsomme områder.

Eltringham fandt det vigtigt at indse, at ”brand-recognition” er ret lav i mange lande – brugerne bemærker altså i mange tilfælde ikke, hvilket medie der står bag den historie, de læser via Facebook.

I Storbritannien er det kun cirka hver tredje, der bemærker, hvilket medie der har lavet historien.

På twitter er det endnu lavere.

På BBC betragtes det som et stort problem, at Facebook på mange måder blander sig i deres forhold til brugerne. Derfor arbejder man også med strategier for at ”trække” brugerne tilbage fra Facebook – bl.a. BBC Sport arbejder med modeller, hvor man f.eks. kun lægger en overskrift på Facebook og med et link søger at få brugerne til at se historien på BBC’s eget site.

BBC – fairness og uafhængighed i en tid med angreb fra alle sider

Director Editorial Policy, David Jordan står som medlem af den øverste ledelse midt i de ophedede debatter om, hvordan BBC I praksis skal definere fairness og uafhængighed. Vi bad ham kommentere den hårde kritik af BBC’s Brexit-dækning, der under kampagnen kom fra begge sider.

Jordan mente ”remain-siden” nu på urimelig vis giver BBC skylden for nederlaget. Han afviste helt, at BBC ikke havde dækket kendsgerningerne seriøst. Som dokumentation viste han en stribe indslag fra dækningen.

’Han understregede samtidig, at det for en public service-broadcaster er afgørende at dække en folkeafstemning således, at der er nogenlunde ligevægt mellem for og imod.

Jordan fandt, at de britiske tabloid-aviser havde været værre end de plejer, men også at den politiske elite havde været dårlig til at levere ordentlige forklaringer.

Om flygtningedækningen erkendte han, at der var et problem med betegnelserne. Det var ikke retvisende at kalde en gruppe flygtninge for migranter. Var der tvivl, ville den bedste løsning ofte være at betegne en gruppe som ”flygtningen og migranter”.

Etik som forretningsmodel?

Fredagen startede på London School of Economics, der huser en af verdens førende tænketanke om journalistik og samfund under ledelse af professor Charlie Beckett, der har en lang fortid som reporter og ledende redaktør:

Som ramme for sit indlæg præsenterede Beckett “The Rusbridger Cross” – opkaldt efter Guardians fhv. chefredaktør og hans store forhåbning til fremtiden (her i en lidt ældre fremstilling). Det handler om den lange vej til det punkt, hvor voksende (digitale) indtægter overstiger avisernes udgifter (der på det tidspunkt antages at være lettet for udgifterne til print og distribution).

Beckett mente, at diskussionen om medierevolutionerne i for høj grad præges af teknologi, platforme, data og marketing. Han talte for at give etikken og journalistikken en stærkere placering. I hjertet af enhver løsning for kvalitetsmedierne er et publikum med et tillidsforhold til mediet. Relationen bliver kun vigtigere af, at medieforbruget foregår midt i folks almindelige liv i form af sociale medier, mails, tweets, beskeder osv. Samtidig skal man være opmærksom på følelsernes store betydning for nyhedsforbruget. Dækningen slår for alvor igennem, når den både rummer bevægende billeder, principielle emner og vigtige værdier. Netop den treenighed gør, at historier deles meget.

Beckett var meget optaget af det store skift fra fokus på stor udbredelse til fokus på nicher med gode indtjeningsmuligheder (”from reach to niche”). Samtidig så han en udvikling af journalistikken som kernen i mange nye forretningsmodeller. Man må skille sig ud, være mere præcis, fortælle bedre historier osv. for at klare sig.

De etiske udfordringer

Aidan White, stifter og leder af Ethical Journalism Network fik til opgave at runde programmet af. Netværket har eksisteret i tre år og består af snesevis af medieorganisationer verden over. Formålet er at fastholde et fokus på kvalitet og etik midt i nyhedsindustriens store omvæltninger.

Netværket kommer løbende med anbefalinger og organiserer diskussioner og store undersøgelser.

I en omtale af sagen om Facebook og det ikoniske billede fra Vietnam-krigen fremhævede han Facebooks ageren som en ny trussel – efterfølgende har han også formuleret sin konklusioner på skrift.

IJN’s seneste store tiltag er en international undersøgelse af dækningen af flygtningekrisen i 14 lande verden over. Blandt konklusionerne var underrapporteringen af verdens største flygtningestrømme, der foregår internt i Kina. Der var i alle lande mange eksempler på forkert fremstillings af facts, få eksempler på, at man rent faktisk hører flygtninge og migranterne selv og en del eksempler på en dækning, der skaber frygt.

Blandt netværkets initiativer er forsøg på at understrege, at ytringsfrihed ikke er nok. Det er helt afgørende at sikre en demokratisk debat, der ikke er præget af hate-speech og fordrejning af kendsgerninger. Det er ikke bare et medieanliggende – det er et helt centralt problem for hele samfundet, understregede Aidan. Det blev det sidste ord.

Se også: Etikkursus i London har sat gang i tanker og debat

DR Etiks Inger Bach takker kursusledere og kursister for en god og inspirerende uge under torsdagens middag på The Frontline Club.