Sådan måler du website-besøg fra Instagram

Ved du, hvor mange besøgende du får fra Instagram? Nej vel, det ved du ikke?
Lad mig fortælle dig hvordan du finder ud af det – her med eksempler fra Københavnermagasinet tipKBH.dk.

Normalt ville du kigge efter dine besøg i Google Analytics under Anskaffelse > Al trafik > Kilde/Medium

Som du kan se på screendumpet viser den 1 (ÉN!) besøgende fra Instagram – målt på et år. (Hvor den ene besøgende så er blevet målt henne, det kan jeg ikke svare på.)

 

Jeg fortæller dig lige her hvordan du løser det – det er super nemt!

Først og fremmest skal jeg lige nævne: Det handler selvfølgelig om det link man kan have i sin Instagram profil, eller for nogle profilers vedkommende, i stories.

Det er sådan, at når man trykker på et link i profilen på Instagram, så åbner den websitet i en browser i app’en. Det kan du se på billedet til højre. Det betyder, at Google Analytics analyserer dit besøg som værende et direkte besøg via browseren. Den kan simpelthen ikke se, at du kommer fra Instagram-app’en.

… men vi vil jo rigtig gerne se, hvor mange der kigger ind, så vi kan måle, om vores Instagram aktivitet også giver websitebesøg. Derfor vil jeg vise dig, hvad du kan gøre for at løse det.

 

Opsætning af link på Instagram profil

I denne case bruger jeg vores guide om 5 gange stegt flæsk i København til at vise dig, hvordan man gør (Blev du også sulten der?). Linket lægger vi i profilteksten.

Du skal bruge Google URL Builder. Via denne skaber vi et link, der har de helt rigtige data med sig, så det kommer med ind i Google Analytics og kan læses på linje med andre kanaler.

Du skal udfylde følgende felter:

Website URL: Link til det indhold du gerne vil dele.
Campaign Source: Her skriver du ‘Instagram’, da det er kilden.
Campaign Medium: Her skriver du ‘Social’, da det er det medie, Instagram er under.
Campaign Name: Her kan du skrive ‘Profil’, så du kan identificere det.

Til sidst trykker du på ‘Generate URL’ og her får du så din URL stillet til rådighed. I denne case ser linket sådan her ud: http://www.tipkbh.dk/madogdrikke/5-gange-stegt-flaesk/?utm_source=Instagram&utm_medium=Social&utm_campaign=Profil

Som du kan se, så er den info, vi tastede ind i Google URL Builder, med i linket nu. Det er vores måde at fortælle Google Analytics, hvor man kommer fra.

Men som du kan se, så er det ikke en særlig pæn URL. Det kan løses ved at bruge bit.ly eller andre URL forkortelsestjenester.

Men hvis du bruger WordPress, så læs lige videre…

 

Bruger du WordPress? Så er du heldig!

Hvis du bruger WordPress som CMS, kan du fx bruge et plugin, der hedder ‘Pretty Link Lite’. Her har du muligheden for at bygge linket selv med din egen side som ‘base’. Det øger troværdigheden og ser langt pænere ud.

Her kan du se, hvordan plugin’et bruger en 301 redirect til at linke videre igennem det link, vi lavede med Google URL Builder.

 

Værsågod! Nu har du et link, du kan smide i din Instagram profil, og snart vil dataen begynde at strømme ind i Google Analytics!

PS. Du kan selvfølgelig bare kreere et nyt link, hvis du vil skifte indhold indimellem. På den måde kan du måle, hvor mange kliks der kommer på de forskellige links.

Forfatteren af dette indlæg er social media manager i Kræftens Bekæmpelse, Lars Østergaard, der underviser for Kaas & Mulvad. Lars’ næste kursus er “Kom ud over rampen – på Facebook“, som han og Mie Falkenstrøm er kursusleder på. Det foregår 1. og 2. februar 2018 i København.

No comments yet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.