Med en solid baggrund i både undersøgende og digital journalistik gæstede Chase Davis konferencen “Et spadestik dybere” i Kolding 21.-22. januar 2020 med tip til lokal digital og undersøgende journalistik. Hovedsigtet i hans indlæg var, at der er mange ting man kan begynde på med det samme.
1. Fokuser på brugere
I stedet for at tale digital storytelling, så undersøg dine brugere. Hvad vil de gerne have? Hvornår vil de gerne have det? Det gælder om at få flest muligt til at forholde sig til det, du skriver om.
2. Brug analytics
Analytics giver en masse konkrete svar på spørgsmål om sprogtone, formater, tidspunkter, længde, brug af billeder, video, grafikker og andre visuelle metoder. De svar betyder, at du bedre kan tilpasse måden at fortælle historier på til brugerne.
3. Benyt “takeaways”
Brugerne har sjældent tid til at læse den lange version, når den kommer ud, men de har brug for en kort oversigt. Så kan de altid læse den fulde historie senere. Mange medier viger desværre tilbage for at lave korte “takeaways”.
4. Vær autentisk
Del oplysninger med brugerne om, hvordan du arbejder, og hvorfor du for eksempel mangler informationer – eller på et tidspunkt har taget fejl. Lyt til brugernes input og ønsker.
5. Brug eksisterende redskaber
God digital fortælling behøver ikke basere sig på en masse smarte ting. Benyt det, du har på redaktionen. Tilføj måske nogle enkle gratis værktøjer som Datawrapper, Google Docs og Documentcloud.
6. Lav to projekter
Det kan være svært konstant at lave banebrydende og nyskabende arbejde, men alle kan yde deres bedste mindst to gange om året.
7. Sørg for uddannelse
Lær først lidt html/css. Derefter javascript og diverse andre datakompetencer. Er du rigtig dygtig, så udvid med moderne værktøjer og biblioteker som for eksempel Node, D3, Svelte og Django.
8. Arbejd sammen
Sørg for at sprede færdigheder ved at arbejde sammen på redaktionen. Der er altid nogle, der gerne vil prøve nyt. Find sammen med dem for at få sat gang i nye metoder.
9. Fjern barrierer
Se om du stille og roligt kan være med til at fjerne barrierer internt – for eksempel fra it-afdelingen eller i form af faste rutiner.
Chase Davis har været leder af digitale og interaktive projekter på New York Times og arbejder nu på Star Tribune, den største avis i Minnesota.
No comments yet.