Vi er stadig langt fra data-åbenhed

Nils Mulvad præsenterer rapporten ved DAFAGO-konferencen.

32 offentlige databaser er alt for lukkede.

Det er konklusionen i en rapport, Nicoline Noe, Nils Mulvad og jeg selv har skrevet for Gravercentret, og som i går blev offentliggjort. Det skete i forbindelse med en DAFAGO– konference i Digitaliseringsstyrelsen.

I over 25 år har vi arbejdet for åbenhed om data og brugt offentlige data til journalistiske historier. Vi har bl.a. været med til at få offentliggjort folkeskolernes afgangskarakterer, bibliotekspenge, landbrugsstøtte i EU, gødningsdata og MRSA-data.

Vi er kommet et godt stykke, men vi er selv blevet overraskede over så mange datasæt, vi fik på listen, og så meget der stadig er behov for at få forbedret.

Vi har gennem årene kæmpet for cvr-data, ejendomsdata og højdemodellen fra det daværende Kort- og Matrikelstyrelsen og var derfor begejstrede for det store frikøb af data i 2012, der åbnede for blandt andet cvr-data og kortdata, og som har medført meget kreativ og forbedret brug af disse data i kommercielle virksomheder.

I praksis viser det sig, at private virksomheder og medier ofte er bedre end det offentlige til at præsentere data på en forståelig måde, fordi de indgår i en sammenhæng og dermed er struktureret ud fra et bestemt perspektiv.
Derfor bør myndighederne i mange tilfælde undlade at bruge kræfter på fremvisningssystemer, men blot sikre en smidig adgang, så andre kan hente, anvende og vise data.

Ud over at skabe åbenhed om administration og samfund har den frie adgang også bidraget til fokus på kvaliteten af data. Det er for eksempel:

  • Forløbet omkring Nordic Waste, som har givet fokus på manglende indberetninger og varierende kvalitet i DMA (den fælles database med virksomhedstilsyn).
  • Udtræk fra den fælles database med spildevandsdata har sat fokus på, om data er reelle eller blot kopier fra forrige år.
  • Den store opmærksomhed på fejl i ejendomsvurderinger er kommet på basis af journalisters udtræk af systemets data.

Der er nok at tage fat på

Regeringen indgik 21. juni 2024 en aftale med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti om at hjælpe iværksættere.

En del af aftalen handlede om at gøre offentlige data gratis og mere tilgængelige. Det skal hjælpe iværksættere, virksomheder og forskere med at udvikle nye løsninger. Og det var ikke mindst dette, som konferencen i går handlede om – hvilke datasæt er de næste, der skal gøres tilgængelige.

Glimrende, tænkte vi. Nu er der basis for næste frikøb af data, og for Gravercentret begyndte vi at samle en liste over de datasæt, som vi ud fra journalistiske kriterier mente, ville være et godt sted at starte.
Det er blevet til 32 datasæt. De fordeler sig på fire centrale databaser, 14 inden for miljø og klima og yderligere 14 inden for forskellige andre dele af administrationen.

Inden for CVR-data er der behov for åbenhed om konkurskarantæne, ejeroplysninger og kvalitetssikring. Der er meget kompliceret adgang til ejendomsdata og stærkt behov for kvalitetssikring. Ejeroplysninger kan være forskellige i Tinglysningen, Ejerfortegnelsen og den Offentlige Informationsserver.

Inden for retslister og domme er der behov for lettere adgang for medierne til at benytte de ikke-anonymiserede retslister og behov for cvr-nummer i domme. Og med hensyn til domæner bør der sikres åben adgang til registreringerne i Punktum.dk. Blandt andet for at sikre folk et bedre værn mod de mange svindelsider på nettet.

Vi er desværre meget langt fra dataåbenhed i Danmark. Der er rigtig meget mere, der skal ud – både af hensyn til offentlighed, demokrati, innovation og kommerciel anvendelse. Det understreger vores rapport.

Konkret foreslår vi, at:

  • Myndighederne skal sikre, at data har en tilstrækkelig kvalitet til, at deres opgaver kan løses.
  • Myndighederne skal gøre det nemt at få adgang til data.
  • Der skal være bedre regler for, hvordan data beskrives og fejl rettes.

Der er helt sikkert flere områder og flere datasæt, der mangler åbenhed om. Vores liste er blot første bud.

Læs hele rapporten på Gravercentrets website.

 

No comments yet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.