Medierne magter ikke længere at udfylde rollen som den kontrollerende part over for den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Bevares, på mange områder foregår der stadig en god kontrol, men helt grundlæggende forsvinder midlerne til den kritiske, uafhængige og undersøgende journalistik. Vi er på vej ind i et blindt spor for demokratiet.
Pressen bliver ved med at begå fejl. Hovedproblemet er dog, at den mister musklerne til kritisk journalistik.
Det var mit hovedbudskab på den årlige “Faglig Dag” for de studerende på Juridisk Institut ved Aarhus Universitetet fredag den 26. oktober 2012, hvor også professorerne Gorm Toftegaard Nielsen og Sten Schaumburg-Müller samt den radikale retsordfører Jeppe Mikkelsen holdt oplæg og deltog i paneldebatten.
Pressen er gøgeungen
Oplægget til Faglig Dag var ellers det modsatte. Med udgangspunkt i en række sager, hvor pressen er gået for langt var scenen sat: Pressen er gøgeungen, der skubber de andre statsmagter ud af reden, og overtager hele molevitten og fungerer både som lovgivende, udøvende og dømmende magt. Mest tydeligt er det formentlig i sagen med Herning-mordet, hvor en uskyldig blev hængt ud på forsiden, og som senere blev den første i DR-programmet Detektors eksempler på pressens fejl.
Det er ikke nyt, at medierne begår fejl.
En anden – noget ældre – sag, er plejehjemsassistenten, der i 1997 blev hængt ud som massemorder med overskrifter som “Massedrab: D for død”. Den pågældende skulle ifølge politiet have hjulpet 22 ældre medborgere af med livet. Pressen viderebragte alt for villigt politiets ensidige budskab. Da plejehjemsassistenten senere blev frikendt, førte det til, at medierne fik et noget mere distanceret forhold til politiet. Pressen ville ikke længere ukritisk formidle materiale og synspunkter videre på basis af kun politiet som kilde.
I dag er der igen samme ukritiske tilgang som før massemorder-historien til at citere politiet som autoritativ kilde.
Journalister lærer af fejlene, prøver at undgå dem. Og politikere og andre bruger fejlene som argument for diverse stramninger og kontrol med pressen. Disse opstramninger og diskussioner kan være fine og velbegrundede. Det er dog helt sikkert, at medier igen vil fejle, uanset hvor meget medierne selv forsøger at undgå det, og uanset hvilke stramme regler, samfundet sætter op for mediernes virke.
Curveballs løgne
Pressens største udfordring er dog ikke den slags fejl, men snarere politikere og andre magthavere, der vil dreje virkeligheden – eller måske ligefrem skabe virkeligheden, så den passer til deres politik. Det værste eksempel på det er Bush-regeringens påstande om masseødelæggelsesvåben i Irak som basis for at legitimere en invasion, som også Danmark deltog i.
Amerikanernes “dokumentation” byggede på udtalelser fra en afhoppet irakisk ingeniør, Rafid Ahmed Alwan al-Janabi, med kodenavnet Curveball – skruebold – fordi hans udtalelser blev drejet så de passede ind i Bush-regeringens ønsker. Derfor blev påstandene ikke tjekket tilstrækkeligt – af hverken den amerikanske efterretningstjeneste eller af medierne, der videregav dem. I dag indrømmer Rafid Ahmed Alwan al-Janabi, at det hele var løgn.
Den største fadæse her er formentlig begået af New York Times, som normalt regnes for meget troværdighed. Avisen skrev om de irakiske masseødelæggelsesvåben som et ubestrideligt faktum. Det spillede en stor rolle for at overbevise amerikanerne og skabe opbakning til invasionen af Irak. Formentlig er der tale om en af de værste løgnehistorier, når man måler det i forhold til negative konsekvenser for demokrati og internationalt samarbejde.
Også danske politikere ønsker at skabe virkeligheden om, så den passer til deres politik. I Danmark orienterede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke Folketinget om, at Forsvarets Efterretningstjeneste ikke fandt nogen dækning for påstandene om de irakiske masseødelæggelsesvåben. I stedet pressede han Folketinget til at stemme for krigen på basis af ufuldstændige oplysninger.
Hemmelige emails
I en lignende sag om at vride virkeligheden ønskede daværende beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen (V) en undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen med en forudbestemt konklusion, som kunne bruges til at vise, at kommunerne foretog en bedre indsats for de ledige end Arbejdsformidlingen. Bestillingen af den undersøgelse fremgik af en email, som det lykkedes journalist på DR’s Orientering Jesper Tynell at få udleveret efter en ihærdig indsats med flere aktindsigtsbegæringer.
Dengang blev det afsløret, men lignende emails vil blive skjult i fremtiden, hvis det lykkes regeringen at få et nyt forslag til offentlighedslov igennem. Forslaget er udarbejdet i hemmelighed og er stadig skjult, men af diverse notater fremgår det, at det er en genfremsættelse af tidligere justitsminister Lars Barfoeds (K) forslag med nogle kosmetiske ændringer. Det vil sige, at den nuværende regerings partier er løbet fra deres kritik af lovforslaget dengang og ønsker nu i stedet sammen med den daværende regerings partier at mørklægge centrale dele af embedsmænds og politikeres arbejde.
Mørklægningen vil bl.a. omfatte hele forberedelsen af lovforslag med kredsen af ordførere, det vil omfatte kalendere, samt beslutninger i regeringens økonomi- og koordinationsudvalg samt i departementschefernes styregruppe. Alle centrale beslutninger bliver hemmelige. Derfor har oppositionen og mange andre, bl.a. Åbenhedstinget, protesteret mod det hemmelige forslag til ny offentlighedslov.
Danmark lukker ned for åbenhed
Hvis regeringen får held til at gennemføre det lovforslag, kommer Danmark endnu mere ud af trit med offentlighedsregler i resten af Norden og i verden. Mens der generelt er en bevægelse i retning af mere åbenhed, går Danmark baglæns. Måske er jeg for optimistisk, men jeg tror, at det komplot hurtigt bliver lavet om, når konsekvenserne bliver tydelige. Forhåbentlig før det bliver vedtaget – ellers kort efter.
I en ideel verden burde politikere fra hver deres politiske udgangspunkt forsøge at løse de problemer, som det danske samfund står i. Det er da også en del af deres dagsorden, men i lige så høj grad er det at stille paradeforslag for at sikre genvalg samt at bruge deres positioner til egen vinding. Derfor er der brug for en presse til at afsløre den type magtmisbrug, som for eksempel den daværende Farum-borgmester Peter Brixtofte (V) begik.
Dømmende magt er ikke retfærdig
Mens der altså nu er udsigt til, at den lovgivende og udøvende magt tiltager sig mere magt og vil optræde mere lukket, er der umiddelbart ikke udsigt til de store ændringer af indflydelsen fra den dømmende magt. Den foregår med samme styrker og svagheder, som den har gjort længe.
Styrkerne er en åben retspleje, der foregår i høj grad af uafhængighed af centraladministrationen og politikerne. Svaghederne er et system, der ikke sikrer retfærdighed, men når resultater baseret på magt og økonomi – især når det er den lille mand mod store institutioner. Almindelige mennesker har ikke råd til de høje retsafgifter, flere instanser og dyre advokater.
Hertil kommer, at domstolene afgør civile sager på basis af bevisførelsen. Bliver det efter forberedelsen af sagen oplagt, at der mangler centrale beviser og dokumenter, er det bare ærgerligt. Der er selvfølgelig en række fordele ved den procedure, men også helt oplagte ulemper i forhold til at nå frem til den rigtige og retfærdige afgørelse.
To yderligere ulemper ved retsvæsenet er den tid, der går med at behandle sagerne, samt domstolenes egen praksis med ikke selv at løse egne fejl. Eneste mulighed er normalt så en behandling ved næste instans.
På mange måder er systemet udmærket, men netop ikke perfekt. Her begås der også fejl – akkurat som hos pressen. Der er derfor brug for pressen til at tjekke for justitsmord og andre fejl.
Pressens krise
Der er i meget høj grad brug for en vagthund til at kontrollere de tre andre magter – både herhjemme og i resten af Europa. Nedsmeltningen af mediernes forretningsmodel gør det meget svært at finde penge til at løse den centrale opgave. I forsøg på at overleve ser man nogle medier begå flere fejl. De skærper vinklen eller får ikke tjekket historien tilstrækkeligt. Journalisterne får ikke tid til at sætte sig tilstrækkeligt ind i det emne, de behandler. Eller de lader sig i for høj grad styre af færdige vinkler og historier fra spindoktorer og kommunikationsfolk.
Alt i alt er problemet i Danmark, at domstolene har uforandret indflydelse, mens embedsmænd og politikere i disse år tiltager sig mere magt i en situation, hvor medierne ikke er i stand til at kontrollere de andre magter i tilstrækkeligt omfang. Det gør det svært at informere borgerne sagligt og sikre deres grundlag for at træffe beslutninger. Demokratiet er i fare.
Så i stedet for at se pressen som gøgeungen, der skubber de andre ud, er det snarere pressen, der er på vej til at ryge ud af reden.
No comments yet.