Klar til kommunalvalg (Aarhus)

Kurset foregår 1. – 3. september 2025 i Aarhus.

Kommunalvalg 2025: Emner, vinkler og metoder, som løfter dækningen til nye højder.

Vælgere og partier er i historisk store bevægelser. Det viste både FV22 og EP24. Vælgerne er i tvivl og skifter parti som aldrig før. Nogle partier har haft historisk gode valg, mens andre skraber den historiske bund. Hvordan vil det slå igennem med KV25? Og hvad med de nye partier: Moderaterne og Danmarksdemokraterne? Sætter valgdeltagelsen igen bundrekord? Vil ligestillingen stadig halte bagefter? Og vil de to gamle kæmper, Socialdemokratiet og Venstre, for første gang bliver udfordret og svækket i kommunerne? Det er blot nogle få af de historier, som kurset klæder dig på til – uanset om du skal dække KV25 nationalt eller i de enkelte kommuner. Kursusledere er Roger Buch og Nils Mulvad.

På kurset, som er et samarbejde mellem DMJX og Kaas & Mulvad, får du værktøjer, så du i god tid kan forberede dig på de historier, partier og personer, som bliver valgets mest interessante. På den måde kan du og dit medie få en tydelig linje i dækningen, komme dybere og længere end sidste kommunalvalg og ikke blot rapportere om tal, vindere og tabere. Nogle af emnerne på kurset er:

Valgets temaer

Bliver klimaet et stort tema ved kommunalvalget i en tid, hvor kommunerne er i fuld gang med CO2-reducering og klimasikring? Eller bliver det velfærds-klassikerne: ældre, daginstitutioner og skoler? Kommer den økonomiske krise rullende for at dominere dagsordenen? Vi kigger på de seneste valg og danner os et overblik over brugbare data.

Vi sætter særlig fokus på det stigende antal ældre, og hvordan kommunerne kan sikre en bedre behandling af dem, især deres sygdomme. Hvad sker der af spændende initiativer i kommunerne?

Valgresultatet:

Vi ser på, hvad der afgør valget. Demografien, økonomien, landspolitikken, de lokale kampagner – og medierne. Hvordan er partiernes geografiske styrkeprofil? Hvor kraftigt slår de landspolitiske tendenser igennem? Og har de nye partier en chance? Vi gennemgår en række eksempler fra valgene i 2013 og 2017 og 2021 med svingstemmer og personopgør. Hvordan var data og oplysninger inden valget, og hvordan endte det? Kunne et medie have afkodet og dækket det bedre undervejs? Det er nogle af de spørgsmål, kurset besvarer. Vi arbejder med data, som kan bruges til forberedelsen af dækningen.

Valgdeltagelse:

Stemmeprocenten var historisk lav ved KV21 og har kun været lavere ved valgene efter de to kommunalreformer i 1970 og 2007. Generelt er der en svagt faldende tendens for stemmeprocenterne ved de danske valg. Vil den fortsætte? Og i hvilke kommuner og i borgergrupper er faldet størst? Kan der gøres noget ved udviklingen?

Ligestilling?

Når det kommer til ligestilling, halter kommunerne, Christiansborg og Danmark efter de øvrige skandinaviske lande! Ligestillingen har det svært i Danmark, og mens nogle kommuner er kommet langt, så er ligestillingen helt skæv i andre kommuner Hvad er årsagerne? Og kan udviklingen ændres? Vi arbejder med data, som kan bruges til nye historier om ligestilling.

Sociale skævheder

Nogle sociale grupper har ringe repræsentation i kommunerne – unge, gamle, etniske grupper – hvad er årsagerne? Og hvor er skævhederne størst? Vi arbejder med data, som kan skabe helt nye historier.

Sociale medier

Traditionelt er det ildsjæle, der driver valgkampe i kommuner. Men sociale medier får større betydning. Både som platform for politikerne og som platform for strømninger, der kan ændre stemmeafgivningen. Vi ser på, hvor langt det er kommet i Danmark, og hvad du særligt skal være opmærksom på i de sociale medier.

Geografiens betydning:

Vi analyserer sammen på data fra sidste valg og ser, i hvor høj grad politikere bliver stemt ind fra deres lokalområde – eller om stemmerne er spredt i kommunen. Påvirker det politikernes fokus i valgkampen i 2021?

VIP-gæster:

Kurserne får også besøg af ekstremt kompetente gæster. En af landets førende valgforskere, lektor Ditte Shamshiri-Petersen fra Aalborg Universitet, peger på de vigtigste trends fra KV21. Graverchef Bruno Ingemann fortæller om, hvordan medierne under KV25 kan få hjælp af Gravercentret – Danmarks Center for undersøgende journalistik. Og endelig får vi besøg af borgmester Torben Hansen (S), Randers Kommune, som fortæller om Socialdemokratiets udfordringer i storbyerne og om, hvordan konstitueringsforhandlingerne foregår.

Det får du med hjem:

  • Viden om oversete historier i de vigtigste temaer i kommunalvalget (ældre, sundhed, skole, børn, miljø).
  • Nye kilder og viden om, hvordan du selv finder nye kilder.
  • Detaljerede valgdata fra de seneste kommunalvalg og folketingsvalg, samt link til andre data, du kan bruge til valghistorier lokalt om valgdeltagelse.
  • Baggrundsviden om de seneste tendenser inden for vælgervandringer. Hvad skal du holde øje med lokalt.

Kursusleder: Roger Buch og Nils Mulvad
Varighed: 3 dage
Sted: DMJX, Helsingforsgade 6A, 8200 Aarhus.
Tidspunkt: 1. – 3. september 2025
Pris: 13.400 kr.

Prisen omfatter: Undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ekskl. moms.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du allerede nu tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Illustrationen er en AI-grafik skabt af Gert K Nielsen og AI-tjenesten Midjourney i fællesskab. Vil du selv lære, hvordan man gør, så tag med på kurset “Kreativ brug af AI-grafik“, hvor Gert er kursusleder.