Find historien bag tallene – regneark for begyndere

Kurset foregår 22.-23. marts 2021 i København.

Hvis man søger aktindsigt i hvem, der har fået del i corona-hjælpepakkerne, får man mailet en stak regneark. Og kun den, der kan håndtere et regneark, kan gå på jagt efter historier – uanset om du er erhvervsjournalist eller måske mere interesseret i, hvem i lokalområdet der har søgt og fået penge eller afslag.

Hjælpepakkerne er et typisk eksempel: Ingen journalist slipper for tal og data. Alt gøres op i rækker og kolonner, og mange gode historier viser sig kun for den, der kan håndtere tallene. Som journalist bør du kunne “interviewe” tallene, stille spørgsmål, afprøve vinkler og finde de bedste historier. Det bedste sted at starte er at lære at bruge et regnearksprogram. Man kan regne i et regneark, men journalister kan også bruge et regneark til meget andet. For eksempel kan man ofte finde de bedste cases, når blot man ved, hvordan man sorterer og filtrerer.

Bliv mere effektiv – på to dage

På kurset lærer du det hele – helt fra bunden. Du vil lære at lave enkle beregninger, at sortere og filtrere, men du lærer også at importere, kombinere, rense og strukturere data i et regneark. Og så er der pludselig masser af muligheder for at finde helt nye historier og skarpe vinkler.

Vi ved godt, at mange er søgt mod journalistikken, fordi den ikke har med tal at gøre. Og for nogle er det ligefrem lidt angstprovokerende at skulle beskæftige sig med tal igen.  Men vi sørger for, at alle får en succesoplevelse ud af det.

Kurset er et grundkursus, hvor vi starter stille og roligt. Du behøver slet ikke at have haft et regneark åbent før for at deltage.

På kursets to dage lærer du nok til, at du kan komme i gang med det samme. Hvis du på et senere tidspunkt vil arbejde mere med data, grafikker, kort eller andre visualiseringer, er kendskab til regnearket den bedste bagage. Også for dig, der måske senere vil lære at programmere, vil det, du har lært her, være nyttigt.

Vi lærer dig – helt fra grunden – hvad enhver journalist (uanset stofområde) bør kunne:

  • At håndtere data i et regneark
  • At lave enkle beregninger ved hjælp af formler
  • At sortere og filtrere, så vi kan fokusere på ekstremerne, hvor der kan være gode historier
  • At bruge pivottabeller, så vi hurtigt kan tjekke vinkler i selv meget store datasæt.
  • At importere og rense data, vi henter på nettet eller i pdf-filer.

Vi arbejder med data, der har været brugt i journalistik, og vi tænker først og fremmest på at finde de gode historier i tallene.

Kurset indeholder oplæg og mange øvelser, som vi løbende samler op på, så ingen falder af undervejs.

Forudsætninger: Ingen – kurset er for begyndere. Også den, der allerede har snuset lidt til regneark, vil få meget med hjem. Du skal medbringe din egen computer på kurset, og der skal være installeret et regnearksprogram på den. Der findes gode gratis programmer, vi kan henvise til, hvis du ikke har det mest brugte, Microsofts Excel.

(Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og morgenmad, frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.)

Kursusleder er Tommy Kaas, der selv har brugt regneark i over 25 år og som har undervist i brugen af regneark næsten lige så længe.

Kursusleder: Tommy Kaas
Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, København K.
Tidspunkt: 22.- 23. marts 2021
Pris: 5990 kr. (+ moms)

Kurset har en ME-stjerne. Det betyder, at ME anser det for særligt fagligt relevant for ansatte på nogle af PU’s medlemsvirksomheder. Læs mere.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.