Nyhedsbrev 5. oktober 2015

God historie eller viral markedsføring 1
Et forarget, men tilsyneladende uskyldigt tweet om et forsøg på at udleje et usselt rum under en trappe som et værelse, førte til en lang række historier i britiske medier i sidste uge. Men måske hoppede mange af medierne i vandet, da noget tyder på, at tweetet i virkeligheden opstod af helt andre årsager. Lidt kreativ internetresearch påpegede en række mystiske omstændigheder, og bloggere pillede hurtigt mediernes historie fra hinanden. Læs fx Dan Barkers gennemgang via linket. Han mener, at hvis medierne havde brugt nogle få minutter på research, ville de ikke have bragt historien.

God historie eller viral markedsføring 2
Benjamin Rud Elberth, der er digital chef hos Geelmuyden Kiese, er inde på noget af det samme i en artikel på Peblish.dk. (Gratis, men man skal være logget ind for at læse den). Elberth giver en lang række konkrete eksempler og efterlyser en ny jobfunktion i medierne, nemlig ”gatewatchers”, der skal afdække om de ting, der kører rundt i informationsstrømmene er sande: ”Det kræver reelt en tilbygning til journalistuddannelsen, hvor nye medier får en langt større plads. Og hvor man bliver uddannet til at være informationsspecialist og ikke nødvendigvis skrivende selv,” skriver han.

Lær at gennemskue de usande historier
På kurset ”Fup eller fakta – bliv din egen detektor” bliver du lige præcis bedre til at finde ud af, om historierne er sande eller ej. På efteruddannelseskurset undervises du af Thomas Buch-Andersen fra Detektor-redaktionen på DR samt Kenneth Thue Nielsen, statistik og tal-ekspert samt kommunikationschef i LO. Kurset kører i København 29. oktober og 12. november. Læs mere her.  Læs også Thomas Buch-Andersens artikel Tale er sølv, tal er guld med fem gode råd til faktatjekkeren.

Tjek og brug ombudsmandens udtalelser
Selv om offentlighedsloven indeholdt en række tilbageskridt, er der også fremskridt, især kommer der mange udtalelser fra ombudsmanden, som giver journalister medhold i aktindsigt. Mange af de afgørelser kan simpelthen bruges som afsæt til andre historier, for eksempel i andre områder af landet. Det er ingen skam at nappe en god historier og gentage den et andet sted. Ombudsmandens udtalelser kan være lidt svære at finde i en samlet oversigt, så vi har lagt dem ind i linket i overskriften til denne note.

Principiel sag om myndigheders administrative systemer
Åbenhedstinget har brugt ombudsmandens afgørelse i Zornig-sagen til at bede om løn-oplysninger i Aarhus og Københavns kommuner. Nogle oplysninger er kommet ud for Aarhus, men generelt er der sagt nej. Statsforvaltningen har i sin afgørelse støttet kommunernes nej, og endda skærpet afslaget ved at sige, at de administrative systemer ikke er omfattet af reglerne om databaseudtræk. Det har Åbenhedstinget bedt Ombudsmanden vurdere. Du kan se de forskellige dokumenter ved at klikke på linket.

Global konference i Lillehammer
For 9. gang er der global konference i undersøgende og computerstøttet journalistisk. Den begynder onsdag den 7. oktober i Lillehammer i Norge. De to første blev afholdt i København i 2001 og 2003. Tommy Kaas og Nils Mulvad er som sædvanlig med på konferencen som oplægsholdere og trænere i data-journalistik i bl.a. pdf-udtræk, Open Refine, interaktive kort, programmering, web scraping og undervisningsmetoder. Du er velkommen til at se vores tipsheets og undervisningsmateriale.
Konferencen arrangeres af norske SKUP, der netop har udgivet et spændende magasin om konferencen og netværkets historie.

Nogle glimrende interaktive løsninger – og en vildt dårlig grafik:

Er bolden inde eller ude?
I anledning af tennisturneringen US Open lod Wall Street Journal netbrugerne prøve kræfter med jobbet som linjedommer. For at sige det mildt: Det er ikke helt let. Prøv bare selv.

Må fanger læse om hundepsykologi og kabaler?
The Marshall Project gav os muligheden for at quizze, mens vi tester vores evner som ”Prison Censor” – altså den, der fx bestemmer, om bøger og magasiner må slippe igennem til de indsatte. Et alvorligt emne kan sagtens fortælles sjovt, hvis bare det tages alvorligt.

Husker du – hvor gik grænsen?
Den tyske genforening for 20 år siden er blevet markeret i de seneste dage, men kan vi stadig huske, hvordan det så ud før? Vi har tidligere peget på en underholdende grafik fra New York Times, hvor brugeren skal tegne og gætte. Senere kom en opfølgningsartikel, der undersøgte brugernes tegninger.
Tyske Berliner Morgenpost brugte samme model, da de fornylig bad læserne om at fatte musen og tegne grænsen: Hvor mange kan overhovedet huske, hvor den gik? Kan du?

Immigranternes USA
Pew ResearchCenter har lavet et ret enkelt, men interessant kort, der viser, hvilken nationalitet, der – rent immigrationsmæssigt – har domineret i hver enkelt stat fra 1850 til i dag. Med musen kan du springe frem i tiden i ti-års spring. Der er masser af genkendelige træk – irerne, tyskerne og italienerne fx – men når vi er fremme ved nutiden, bliver det lidt mere uigennemskueligt. Hvad laver filippinerne i Alaska og kineserne i Pennsylvania?

Den elendigste grafik nogensinde?
Tal, statistik og grafikker er fine værktøjer, hvis man vil manipulere. Denne grafik, der for få dage siden blev vist af kongresmedlemmet Jason Chaffetz under en kongreshøring om finansieringen af organisationen Planned Parenthood, er dog så elendigt lavet, at man må spørge sig selv, om politikeren mon selv forstod, hvad han viste frem.
Vox har historien – og kommer med et bud på, hvordan grafikken burde have set ud.

Du kan stadig nå at komme med på disse efterårskurser:

Find data – og find historier med Microsoft Access
26.-28. okt., København

Research for at fortælle historier
2.-3. nov., København

Lær de journalistiske tricks for at få oplysninger ud i retssager
3. nov., København

Søg aktindsigt og skaf fortrolige kilder
5.-6. nov., København

Avanceret internet – nye researchmetoder på nettet og i sociale medier
30. nov.-2. dec., Aarhus

Til foråret laver vi kurser til bl.a. New Orleans, San Francisco og Denver. PU-tilmelding åbner først 4. november, men du kan se alle tilbuddene nu:
https://www.kaasogmulvad.dk/forside/kurser/

Husk, at du kan få dit eget eksemplar af nyhedsbrevet ved at tilmelde dig her:
https://www.kaasogmulvad.dk/tilmeld-nyhedsbrev/