Kurset foregår 12. – 14. maj 2025 i København og omegn.
Du har set det i film og tv-serier. Du har læst om det i krimier. Men det, du skal opleve her, er virkelighedens efterforskning.
På dette nye kursus kommer du i løbet af tre indholdsrige dage helt ned i detaljerne af en efterforskning i Danmark. Fra de første forhør og vidneberetninger, over de kriminaltekniske undersøgelser til de retspatologiske og retsgenetiske resultater.
Med Stine Bolther som kursusleder er der garanti for “hands on”, når der f.eks. skal pensles for fingeraftryk, analyseres blodstænk og undersøges for biologiske spor.
Kurset har været gennemført én gang før – for fire år siden. Efterfølgende skrev en deltager i sin evaluering denne slut-salut: “Stine har gjort det igen – med endnu et fremragende kursus. Godt arrangeret, yderst kompetente oplæg og med masser af viden til at tage med hjem”
Undervejs lærer du, hvad de uopsættelige efterforskningsmæssige skridt er i de første 24 timer, efter en forbrydelse har fundet sted. Du prøver, hvordan en efterforsker afhører med den helt særlige kognitive afhøringsmetode. En metode, du også selv kan bruge i dit journalistiske virke.
Du lærer fagtermer og hører om en retsmediciners arbejde, når der skal obduceres et menneske eller findes andre spor på et lig. Vi dykker ned i forskellige temaer såsom skudlæsioner, eksplosionsskader, forskellen på kvælning, kværkning og strangulering.
Du vil opleve en dissektion (af et pattedyr), så du og de øvrige kursister lettere kan forstå en obduktion. (Specielt dette punkt begejstrede mange kursister, da vi kørte det sidst).
På kurset bliver du også indviet i de retsgenetiske undersøgelser, som er i rivende udvikling. I 2021-udgaven af kurset var dna-slægtsskabssøgning også med på programmet. Siden da er brugen taget til, og de fleste danskere bed nok mærke i, hvordan metoden for nylig blev brugt til at finde en drabsmand, hvor forbrydelsen lå 34 år tilbage i tiden. I dag er dna et vigtigt bevis i mange efterforskninger og senere straffesager, og kursisterne vil få et indblik i de muligheder, der tegner sig.
Efter kurset er du klædt godt på til at stille de rette spørgsmål under den næste efterforskning i dit lokalområde. Du kender til detaljer og nuancer, som gør, at du kan komme videre med en historie og finde på nye og anderledes vinkler. Du har opdateret baggrundsviden til din næste artikel, bog eller tv-udsendelse, og du har fået en ny indsigt i efterforskningens ABC anno 2025.
Desuden:
- Vi møder nøglepersoner, som er helt tæt på efterforskning.
- Vi bliver iklædt hvid kittel, og overværer en obduktion af en gris – som var det et menneske.
- Vi pensler med pulver for fingeraftryk og tager dna-prøver fra mundhulen.
- Vi afhører og bliver selv afhørt med den særlige kognitive afhøringsteknik.
Prisen omfatter: Undervisning og undervisningsmaterialer, transport mellem de enkelte steder, morgenmad mandag, frokost hver dag samt fælles middag tirsdag aften. Prisen er ekskl. moms.
Kursusleder: Stine Bolther
Varighed: 3 dage
Sted: København og omegn
Tidspunkt: 12. – 14. maj 2025
Pris: 12.400 kr.
Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ekskl. moms.
Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse fra 11. novemberEr din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du allerede nu tilmelde dig ved at sende os en mail.
TILMELDING ER BINDENDE
Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.
Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.