Kriminalreporter – i Grønland

Kurset foregår i Grønland fra 30. august til 6. september 2024.

Antallet af drab og alvorlig personfarlig kriminalitet i Grønland er tårnhøjt. Samtidig har man i Grønland en hel anden tilgang til kriminalitet, hvor man bl.a. arbejder med resocialisering og anbringelse i stedet for straf.

Forskelle og ligheder mellem det grønlandske og det danske system er i fokus på dette indholdsrige ugekursus, hvor kursisterne med Stine Bolther og Bent Isager-Nielsen som kursusledere er sikre på at komme helt tæt på dem, det handler om. I centrum er kriminalitet, jura, forsvaret, politiet og kriminalforsorgens arbejde.

Efter vores første tilsvarende Grønlandskursus i 2022, skrev en kursist til os: “Alt i alt var det et fantastisk relevant kursus, der også var en øjenåbner for, hvor skræmmende lidt vi kender til Grønland. Jeg har fået en meget større forståelse for de sproglige, kulturelle og geografiske vanskeligheder.”

Vi møder nøglepersoner i både storbyen Nuuk og i en lille nærliggende bygd, og alle har mulighed for at få etableret kontakter, så alt er nemmere, næste gang der skal reporteres fra landet i nord

Grønland spiller i disse år en central rolle i både international og national politik, og interessen udefra vil kun stige i fremtiden. Men hvor dybt stikker danskernes egen interesse, og hvad bygger vi den egentlig på?

Vi fandt sammen i fælles forargelse, da Donald Trump ville købe Grønland, men vores eget kendskab – viser undersøgelser – er pinligt lavt og er i store træk baseret på fordomme og forældede forestillinger. Medierne i Danmark udviser heller ikke den store interesse i grønlandske forhold, med mindre – som her i foråret – at en grønlandsk sag om drabsforsøg foregår i en dansk retssal.

Flere forskelle end ligheder
Selv om Grønland er en del af det danske Rigsfællesskab, er der mange forskelle især inden for politi og rettergang.
En af de helt store forskelle er naturligvis det barske vejr, som Grønland byder på. Eftersøgninger, svært fremkommelige områder og redningsaktioner spiller også en stor rolle for politiet i Grønland.

På nogle punkter ligner retssystemet i Grønland det tilsvarende danske, men der er nogle meget markante forskelle, som vi behandler på kurset.

Det grønlandske samfund er bygget på, at man ikke straffer de kriminelle, men derimod foranstalter. Resocialisering er en meget vigtig faktor i landet, og selv om den grønlandske kriminallov svarer til den danske straffelov, er der markante forskelle. Fx er der ikke strafferammer i bestemmelserne og en maksimum på 10 års anstaltsanbringelse (fængsel).

Det betyder, at man fx typisk får 6 års anbringelse i en anstalt for drab – mod normalt 12 års fængsel eller helt op til fængsel på livstid i Danmark.

Derudover har politiet en række opgaver, som man ikke løser i Danmark – Search and Rescue, civile sager som faderskabssager, fogedsager og familiesager.

Kriminalteknikere og retsmedicinere er ikke fast i Grønland. De tilkaldes, hvis der er sket en alvorlig forbrydelse så som drab, røveri og grov vold. Dog er der nogle ting, som de lokale selv kan sporsikre, indtil fagpersonalet fra Danmark ankommer.
Analysearbejdet bliver gennemført af Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) i Danmark.

Grønland har en uhyggelig høj drabsstatistik, men fordi de fleste er såkaldte nærdrab, er opklaringsprocenten også god.

Kursusleder og tidligere drabschef ved Rejseholdet, Bent Isager-Nielsen, fortæller om de nyeste tendenser inden for drab og gerningsmandsprofilering. Hvad kan grønlænderne se frem imod inden for drabsefterforskning, og hvad gør de, når de bliver ramt af fjerndrab eller måske en seriemorder? Hvad er de nyeste efterforskningsskridt? Og hvad sker der inden for kriminalitetsudviklingen, når man som samfund går fra at være et samfund af jægere til at være et mere industrialiseret samfund?

Alt dette og meget mere lærer kursisterne i den uge, efteruddannelsen varer. Bagefter er man rustet til at dække stof i og fra Grønland, og kursisterne vil kende en lang række kilder og fagpersoner, de kan trække på.

Kursuslederne, som tidligere har gennemført en række roste kurser for kriminaljournalister, er den erfarne kriminalreporter, Stine Bolther og tidligere politiinspektør og drabschef ved Rejseholdet, Bent Isager-Nielsen, som har været i Grønland i forbindelse med efterforskning. Kursisterne kan trække på de tos erfaring, og Bent Isager-Nielsen trækker tråde fra det grønlandske system til det danske.

BAG TREMMER:
Vi besøger det nye lukkede fængsel – anstalten i Nuuk. Her har Grønland for første gang fået mulighed for at beholde sine egne fanger som ellers tidligere har afsonet i Danmark.
Vi hører om tankerne bag, får rundvisning og møder nøglepersoner.

Omtale af anstalten:
https://sermitsiaq.ag/node/226034?fbclid=IwAR13SfU0335-AMrZxBBSOVu7W2fJBmUi5qrWPZJzQCBr9e1lMaBDPDCzsGU
https://www.mynewsdesk.com/dk/kriminalforsorgen/news/den-nye-anstalt-i-nuuk-toner-frem-334291

RETSSYSTEMET:
Vi mødes med en juridisk anklager, der forklarer om det grønlandske retssystem, og en politianklager, som forklarer om at være anklager med en politimæssig baggrund.

KOMMUNEFOGEDER:
En kommunefoged er en slags politimand, som bl.a. står for de indledende efterforskningsskridt, når der er sket en forbrydelse i bygder med under 700 indbyggere. Vedkommende har uniform, laver indledende afhøringer, sikrer beviser, hjælper til ved redningsaktioner osv., indtil politiet fra Nuuk når frem.
Vi besøger en kommunefoged i den nærliggende bygd Kapisillit og hører om det særlige system. Her bor omkring 50 personer.
Video om kommunefogedens arbejde.

POLITIET:
De store sociale problemer og overgreb på børn, som i årevis har præget Grønland, gør, at politiets fokus i høj grad er på børn og unge. Der er netop blevet oprettet en overgrebssektion hos politiet, hvor de sammen med de sociale myndigheder har fokus på at få det bremset og forebygget. Vi hører om efterforskningen af sædelighedskriminalitet mod børn og de grønlandske forhold.

Der er omkring 150 betjente i Grønland, og alle kender alle. Deltagerne får indsigt i de udfordringer det kan give, når man er så lille et samfund.

Hos Politiet i Nuuk møder vi politidirektøren og andre nøglepersoner, og her er rundvisning i deres lokaler og indsigt i de anderledes redskaber og materiel, som politiet benytter sig af i Grønland. Bl.a. det nye fartøj Nakuaq.

Vi sejler til den nærliggende bygd Kapisillit, hvor vi møder en kommunefoged.

Antallet af drab og vold er højt i Grønland målt på antallet af indbyggere, og vi møder en lokal politiefterforsker, som fortæller om efterforskning generelt.

Se også tal her: https://politi.gl/-/media/mediefiler/gl/dokumenter/aarsstatistik-2022.pdf

FORSVARET:
Vi besøger forsvarets arktiske kommando i både Nuuk og Kangerlussuaq, får en rundvisning, ser på deres materiel og møder nøglepersoner.

Hos Arktisk Kommando arbejder de især med at finde forsvundne og bortgåede personer. Et eksempel. Der er omkring 20-30 alvorlige sager om året. Vi ser bl.a. deres S-61 helikopter og slædehunde.

Se også her: https://www.dr.dk/drtv/se/arktisk-kommando_96753

PRESSEN:
Vi møder lokale journalister og hører om deres udfordringer i det daglige arbejde, og stiller spørgsmålet: Hvorfor når de grønlandske historier sjældent Danmark?

Vi møder også kommunikationsfolk og pressetalsmænd fra bl.a. politiet, som hjælper med baggrund, numre og kontakter, så det er klar til næste gang, man som journalist skal have fat i en relevant myndighedsperson i Grønland.

MÅLGRUPPE: Journalister, fotografer, forfattere, kommunikationsansvarlige og redaktører inden for kriminalitet, politi- og retsstof. Der er ingen krav til forkundskaber. Du skal blot være nysgerrig.

PRAKTISK:
Kurset foregår primært i Nuuk, men der vil også være et besøg i en bygd et par timers sejlads fra Nuuk samt i Kangerlussuaq. Overnatning sker i Nuuk. Hotellejligheder i Nuuk på Hotel Hans Egede. Der er en overnatning i Kangerlussuaq på Hotel Kangerlussuaq. Fly med Air Greenland således:

30.08 09.00-10.40 københavn-kangerlussuaq

31.08 15.45-16.40 kangerlussuaq-nuuk

06.09 08.30-09.25 nuuk-kangerslussuaq

06.09 12.55-20.25 kangerlussuaq-københavn

Kursusleder: Stine Bolther og Bent Isager-Nielsen
Varighed: 8 dage
Sted: Grønland
Tidspunkt: 30. august – 6. september 2024
Pris: 38.000 kr. Der tillægges ikke moms.

Prisen omfatter: Kursusplanlægning, flytransport mellem København og Grønland, transport i Grønland, hotel i Nuuk inklusiv morgenmad, undervisningsmaterialer og enkelte måltider i løbet af kurset. Som hovedregel er kursistens forplejning for egen regning. Prisen tillægges ikke moms.

OBS: Dette kursus er ikke automatisk støttet af Mediernes Efteruddannelse, men som ansat hos et PU-medlem kan du søge – og få – et beløb i samme størrelse som den normale støtte. Vi beklager, at det er lidt mere besværligt, men det behøver ikke blive dyrere for dig/din arbejdsplads. Pressens Uddannelsesfond støtter med op til en tredjedel, dog højst 10.000 kr. Det svarer helt til den støtte, der gives til kurser under Mediernes Efteruddannelse. Tilmeldingen er åben nu, og du tilmelder dig med en mail til kursus@kaasogmulvad.dk.

Har du spørgsmål til støtten, kan du læse videre her – eller kontakte Pressens Uddannelsesfond. Du er også velkommen til at kontakte os.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker senest 23. juni 2024, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud efter 23. juni opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.