Kurset foregår 10. – 14. september 2018. Program.
Forholdet mellem medier og demokrati er udfordret – selv i Vesteuropa. Og ingen steder samles problemer og debat som i London.
Med afsløringer af russisk indblanding i Brexit- og parlamentsvalgkampene og britiske Cambridge Analyticas støvsugen af over en million briters personlige data er debatten om konsekvenserne for demokratiet rødglødende.
Arbejdede Cambridge Analytica for Vote Leave-lejren? Hvem aktiverede de tusindvis af Twitter-bots, der bombarderede brugerne med anti-europæiske beskeder? Påvirkede det afstemningernes udfald? Eller var det i virkeligheden den gode gamle tabloidbranche – der i årevis har fået æren for at afgøre britiske valg – der var med til at påvirke valgene med en årelang kampagne imod EU og Labour-partiet?
Hvem har ansvaret? De nye sociale mediebosser? Avisredaktørerne? Eller politikerne, der nægter at regulere pressen på trods af Leveson-rapportens anbefalinger?
Disse spørgsmål – og mange flere – vil vi søge svar på, når vi i september besøger Londons fascinerende mediescene og taler med centrale aktører. Se programmet.
I en koncentreret uge besøger vi de nye økonomiske konger i medieverdenen, Google og Facebook, der senest er kommet under massivt pres fra både amerikanske og britiske politikere. Vi besøger de berømte og berygtede tabloidaviser The Sun og The Mirror og kvalitetsmedierne The Guardian og BBC, hvis journalister står bag afdækningen af nye udfordringer for demokratiet. Og vi får nogle af Europas førende medieforskere og –kommentatorer til at hjælpe os med at forstå det hele.
Opbygning:
Kurset varer fem dage – alle i London. Fra mandag formiddag til fredag over middag er der lagt et intenst program, som bringer os rundt i London til en stribe centrale aktører. Vi besøger aviser, tv-producenter, digitale og sociale medier, ofre og eksperter.
Overalt søger vi svar, overblik og indsigt i de journalistiske, politiske, økonomiske og etiske dagsordener, der er centrale for de nye udfordringer.
Vi indlægger undervejs opsamlinger, så vi kan nå at fordøje alle indtrykkene og overveje, hvad vi kan bruge dem til på vores egne medier.
Indhold:
Vi starter med at sætte scenen sammen med nogle af verdens bedste mediekommentatorer – både dem der analyserer de store linjer, og dem der lige nu er i gang med at afdække de sociale mediers underverden og deres rolle i vestlige landes valghandlinger og demokratiske systemer generelt.
Vi møder sociologerne Marco Bastos og Dan Mercea fra City University i London, der har afdækket hvordan 13.500 falske Twitter-kontoer sendte næsten 65.000 beskeder over en fire uger lang periode op til Brexit-afstemningen med en »klar drejning mod Leave-kampagnen«. Vi diskuterer de seneste afsløringer inden for denne type fjendtlig indblanding udefra – bl.a. i det britiske parlamentsvalg i juni 2017 – og diskuterer konsekvenserne for demokratiet og udfordringerne for både elektroniske og konventionelle medier.
Vi møder forfatter og professor Charlie Beckett fra London School of Economics og professor Steven Barnett fra University of Westminister og får deres analyser af, disse nye udfordringer, hvad de vil betyde for fremtidens mediescene, og hvad journalister i dag bør være opmærksomme på.
Vi besøger The Guardian, hvis journalister har afdækket Cambridge Analytica-skandalen såvel som konsekvenserne af fake news-historier spredt af Twitter-bots og i et skræmmende stort omfang er endt i landets aviser og tv-udsendelser.
Vi besøger BBC og The Sun og diskuterer objektivitet og kampagnejournalistik, de etiske overvejelser, samt udfordringerne omkring fake news, Twitter-bots og datamisbrug for de ’gamle’ medier. Vi drøfter også de traditionelle mediers vigende indflydelse i den offentlige debat, og hvad det betyder for deres fremtid.
Vi besøger de nye medier, Google og Facebook, og diskuterer deres rolle og ansvar i forhold til Cambridge Analytica-skandalen, data-beskyttelse generelt, samt spredningen af propaganda og fake news, bl.a. gennem automatiserede bots. Vi får også indblik i Google’s seneste teknologi, der bl.a. kan hjælpe journalister med at identificere falske nyheder og billeder.
Vi besøger det nyligt oprettede Ipso – Independent Press Standards Organisation – og hører om, hvordan det går med branchens selvregulering, holdningen til at politikerne synes at have opgivet at indføre lovgivning på området og har droppen en opfølgende Leveson 2-høring. Og vi taler med dem om, hvad der har fået organisationen til at lancere et nyt symbol, der skal vise læserne, hvilke medier der aktivt har forpligtet sig til at bekæmpe fake news, og hvordan det går med initiativet.
Vi besøger uafhængige filmproducenter og taler med dem om presset i en medieverden under forandring og om deres etiske overvejelser med sårbare kilder.
Før kurset
Vi rundsender i juni måned en mindre samling af artikler og links, så kursisterne på forhånd kan orientere sig i de centrale diskussioner og de vigtigste slagsmål de seneste år.
Forudsætninger
Kurset foregår på engelsk. Det retter sig mod journalister, redaktører og producenter der er optaget af, at medier lever op til deres kritiske rolle på en ordentlig måde – og som interesserer sig for de nye etiske og demokratiske dilemmaer, som skal håndteres for at mange af medieverdenens nye forretningsmodeller kan fungere i længden.
Kursusledere: Mette Rodgers og Jacob Mollerup.
Antal deltagere: Mindst 8 – højst 16.
Hotel i London: The Wesley Euston Hotel & Conference Venue, Euston Street, London, Storbritannien. Se på et kort.
Vi rejser til London med British Airways mandag den 10. september med afgang fra Kastrup Lufthavn 10.55. Hjemrejse er fredag den 14. september klokken 18.55 fra Heathrow, så vi har en hel dag om fredagen.
Pris: 22.000 kr. (tillægges ikke moms.)
(Prisen omfatter flytransport fra Kastrup, transport i London, hotel med morgenmad, alle møder og enkelte måltider i løbet af kurset. Som hovedregel er din forplejning dog for egen regning. Prisen tillægges ikke moms.)
Tilmeld dig hos Mediernes EfteruddannelseEr din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.
TILMELDING ER BINDENDE
Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.
Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.
Foto: Pedro Szekely, Flikcr