Professionel mobilvideo med Lumafusion og FilmicPro

Kurset foregår 25. – 26. februar 2020 i København.

Vil du lave video på din mobiltelefon, findes der mange værktøjer. På dette kursus underviser vi i to af de bedste. Du lærer at optage med FilmicPro og at redigere dine optagelser i  Lumafusion. 

Kursusleder Silas Bang er redaktør for video og digitale værktøjer hos Jysk Fynske Medier, og han bruger selv værktøjerne. Da han søgte stillingen som redaktør for sociale medier, var hans ansøgning en mobilvideo, han havde lavet ved bl.a. at bruge Lumafusion og FilmicPro.

Det er blevet langt lettere at lave video de seneste år med udbredelsen af smartphones. Næsten alle har mulighed for både at optage og redigere video og publicere på nettet uden brug af andet end den lille computer, vi går rundt med i lommen eller tasken.

Der er et godt stykke derfra og til at lave video-indhold, som kvalitetsmæssigt når de større kameraer.

Det kræver udover en masse træning også brug af ekstra udstyr til stabilisering og bedre lyd. Og det kræver også brug af bedre apps end de gratis, som er præ-installeret på fx en iPhone.

Vi underviser i to værktøjer, som professionelle anvender:

FilmicPro er app’en som Hollywood-instruktører Steven Soderbergh og de fleste professionelle tv-journalister bruger, når de optager video med en smartphone.

Med FilmicPro får man nemlig mange af de samme funktioner, som de professionelle kameraer har for bedre at kunne styre eksponering og fokus, stille hvidbalance, monitorere lyd og meget mere.

Lumafusion er video-redigeringsapp til smartphones, som kommer nærmest professionelle redigeringsværktøjer til pc og mac – men til en tiendedel af prisen.

I Lumafusion kan man redigere video og lyd i op til 12 spor, justere billede og lyd med keyframes, arbejde med andre formater og greenscreen – og generelt skære et gennemarbejdet indslag sammen direkte på en iPhone eller iPad.

Til dette kursus vil vi dykke dybt ned i begge apps, så du mestrer dem.

For at sikre det bedste udbytte for deltagerne er der kun 12 pladser på kurset. Kurset vil være en blanding af oplæg med powerpoint, masser af eksempler fra de bedste mobiljournalister i verden samt især en stor del øvelser med mobilen både i og uden for undervisningslokalet.

Hvem kan deltage?

Det er en fordel at have arbejdet lidt med mobilvideo tidligere. Du skal derudover have en iPhone eller iPad af nyere dato med adskillige gigabyte plads. Medbring også oplader og høretelefoner.

Du lærer:

  • At optage et fuldt video-indslag med interview, sekvenser og andre dækbilleder i FilmicPro.
  • At bygge dit indslag op i Lumafusion klar til publicering på fx sociale medier.
  • At tekste indslaget i app’en, på Youtube og Facebook samt i værktøjet Headliner.

Derudover vil du få en introduktion til og prøve noget af det udstyr, som også kan hjælpe dig med at løfte din mobilvideo til en højere kvalitet.

Efter kurset kan kursisterne:

  • Optage interview, dækbilleder og sekvenser med FilmicPro.
  • Redigere et fuldt videoindslag i Lumafusion.
  • Redigere video-indslag i andre formater end 16:9 og tilføje tekst.
  • Udvælge det udstyr, som skal bruges for at løfte kvaliteten.
  • Arbejde med forklarende tekster og undertekster.
  • Publicere færdigredigeret video til sociale medier og andre video-tjenester.

FilmicPro findes både til iPhones og mange Android-telefoner. Sørg for at den kan downloades på din telefon. Prisen er 129 kroner, som ikke er inkluderet i kursusprisen. Lumafusion findes kun til iPhones og iPads. App’en koster 249 kroner, som ikke er inkluderet i kursusprisen. 

Kursusleder: Silas Bang
Varighed: 2 dage
Sted: MBK, Pilestræde 61, København K.
Tidspunkt: 25. – 26. februar 2020 
Pris: 6490 kr. (+ moms)

Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ekskl. moms.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris. Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.