Grav hurtigt og grundigt i den daglige journalistik

Undersøgendejournalistik

Kurset foregår 3. og 4. marts 2016 i Aarhus.

For næsten alle chefer og medarbejdere vokser kravet om produktion, klik og spredning i de sociale medier. Kurset handler om, hvordan vi gør vores arbejde godt, selv om vi har travlt. Så godt, at vi er tilfredse og stolte af det bagefter.

Du lærer at bruge en række praktiske metoder. Vi fokuserer på de værktøjer, som kan hjælpe dig i hverdagen. Du bliver bedre til at vurdere en histories værdi i forhold til den tid, som den vil tage.

Det gør det lettere at vælge at bruge tid på de gode historier og til gengæld undgå at spilde en del tid. For eksempel er det normalt en dårlig ide at begynde med de store landsdækkende historier. Start i stedet med det, der er relevant i dit område og for dine læsere. Vurder først derefter, om der er et større perspektiv i din historie.

Omvendt er der også tit meget vundet ved at finde historier i andre lande, som du kan gentage i dit område. Eller at tage landsdækkende tal og data og finde ud af, hvordan det ser ud lokalt.

Du lærer at splitte din historie i mindre historier med relevante vinkler i stedet for en lang, ufokuseret og småsnakkende historie. Du lærer at tænke mere på læsernes behov for at få svar på centrale spørgsmål. Du lærer at få de centrale konklusioner ud i vinklede bullet points.

Du lærer at søge langt mere effektivt på nettet og i sociale medier.

På kurset lærer du:

  • At skabe dig et hurtigt overblik over en sag og en person. Og at bruge sociale medier som LinkedIn og Facebook til hurtigt at finde kilder.
  • Videretænkning. Hvordan du ser din historie i sammenhæng med tidligere historier og ser konsekvenserne af din historier for andre områder.
  • At det ikke nødvendigvis tager meget tid at lave en aktindsigt. Og hvordan du bruger aktindsigter som det værktøj, der ikke bare giver dig her-og-nu-historier, men også historier, du planlægger at publicere på et senere tidspunkt.
  • At gøre dig klart, hvad der er de mest populære emner inden for dit eget stofområde. Og hvordan du bruger den viden bedst.

Tag dine egne historier med på kurset. Vi vil på tomandshånd gå dem igennem og coache dig. Vi ser på, hvordan du kan bruge metoderne på kurset i din egen hverdag og på dine egne historier og samarbejdsrelationer.

Det kan du efter kurset:

  • Disponere en research og vurdere effekten af en historie i forhold til tidsforbruget.
  • Hurtigere få overblik over et emne og finde relevante nye vinkler, kilder, data og cases.
  • Blive bedre til at arbejde sammen med kolleger internt eller på andre medier.

Undervisningsform
Kurset ledes af chefredaktør Bruno Ingemann, Midtjyske Medier, og Nils Mulvad, analysefirmaet Kaas og Mulvad. Bruno Ingemann har i mange år været redaktør på regionale medier med fokus på grundig dækning af alskens emner i en travl hverdag. Nils Mulvad har flere gange undervist på kurser i datajournalistik og undersøgende journalistik.

De to kursusledere har taget deres erfaringer og skruet dette helt nye kursus sammen for at møde hverdagens situation på mediearbejdspladserne. Det behøver ikke blive dårligt og ligegyldigt, selv om det skal gå stærkt.

Du får en blanding af oplæg fra de to, samt eksterne oplægsholdere, efterfulgt af diskussion og praktiske øvelser. Hvad er den bedste erhvervshistorie hentet fra cvr i dit område, der endnu ikke er fortalt. Og fra LuxLeaks? Og fra retslisterne? Og fra arbejdsmiljøsmiley? Hvad er den bedste konkrete historie fra Miljøklagenævnet? Hvordan bruger du afgørelser fra den sociale ankestyrelse til konkrete historier?

Forudsætninger: Du skal være uddannet journalist eller arbejde som journalist og have interesse for grundig journalistik. Du skal medbringe din egen computer på kurset.

Kursusledere: Bruno Ingemann og Nils Mulvad
Varighed: 2 dage
Sted: Aarhus
Tidspunkt: 3. og 4. marts 2016
Pris: 5390 kr.

(Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer, morgenmad, frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.)

Alle henvisninger til data og praktiske metoder i kildevalg og videretænkning er samlet i et skriftligt undervisningsmateriale, som du kan støtte dig til efter kurset.

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.