Gennem et helt nyt samarbejde med dagbladet Børsen udvider Kaas & Mulvad nu indsatsen på efteruddannelsesområdet betragteligt.
Fra november og frem indgår Kaas & Mulvad i et tæt samarbejde med Børsen, der skal sikre, at de redaktionelle medarbejdere får tilbudt efteruddannelse, der er målrettet de konkrete behov. Tommy Kaas og Nils Mulvad vil selv undervise på nogle af kurserne, men aftalen går også ud på at arrangere kurser med andre undervisere og helt generelt at skaffe de mest kvalificerede kræfter til de interne kurser på Børsen.
”I et medielandskab, hvor udviklingen og udfordringerne står i kø, er efteruddannelse helt central for os alle, ” siger nyhedschef Jørgen Andresen, der begrunder aftalen med Børsens nye overenskomst:
Skruet op
”Med overenskomsten er der skruet ganske betydeligt op for den efteruddannelse, der bliver tilbudt medlemmer af Børsens Redaktionelle Medarbejderforening. Reglerne er nu sådan, at man har ret til en uges efteruddannelse om året, og man sparer op, hvis man ikke får afholdt sin efteruddannelse, dog maksimum tre uger.”
Om udsigterne til samarbejdet med Kaas & Mulvad siger Jørgen Andresen:
”Vi kunne ikke se nogle andre, der kunne løse opgaven på den måde, Kaas & Mulvad kan. I er små og fleksible, og vi stoler på, at I kan hjælpe os med at hæve niveauet. Vi skal lave en bedre journalistik, bedre online og en bedre avis, som læserne er glade for.”
Det er langtfra første gang, at Kaas & Mulvad underviser erhvervsjournalister. Hen over sidste vinter blev fx gennemført et forløb på den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv, hvor en gruppe udvalgte journalister i alt fik 16 dages intensiv efteruddannelse i datajournalistiske metoder og værktøjer.
Etik og grafik
I første omgang er aftalt tre kurser, som i praksis alle skal igennem. Et af de første og vigtigste emner er et kursus i Medieansvarsloven og i reglerne om god presseskik. Kursusleder er DR’s afgående seer- og lytterredaktør i DR, Jacob Mollerup. Et andet kursus handler om, hvordan man optimerer grafikker, faktabokse etc.
Jørgen Andresen forsikrer, at der naturligvis også bliver brug for at trække på Kaas & Mulvads specielle kompetencer inden for tal og data:
”Der er brug for kurser i de grundlæggende færdigheder som gode rubrikker, indledninger og vinkling. Men der er også behov for kurser i koblingen til sociale medier, og nogle skal nok have et mere koncentreret kursusforløb i datajournalistik; indsamling, analyse og præsentation af data.”
Uden tidsbegrænsning
Nyhedschefen efterlyser gode ideer fra medarbejderne til efteruddannelse. Det nye samarbejde er nemlig ikke tidsbegrænset, understreger han:
”Dagbladet Børsen betragter samarbejdet med Kaas & Mulvad som et langvarigt forhold. Vi er en integreret enhed nu, og Kaas & Mulvad skal hjælpe os med at få mest muligt ud af vores efteruddannelsesbudgetter, så vi kan lave en endnu mere inspirerende, spændende og sjov avis.”
Samarbejdet med Mulvad og Kaas udelukker ikke, at Børsen bruger andre udbydere af efteruddannelse, og Kaas & Mulvad vil ligesom tidligere også fremover kunne levere efteruddannelse til andre medier, virksomheder og organisationer. Kaas & Mulvad er desuden godkendt af Pressens Uddannelsesfond som generel udbyder af efteruddannelse til journalister.
No comments yet.