For journalister kan det være en stor overvindelse at bruge sig selv som et brand, dvs. være professionelt synlig på egen hjemmeside, Facebook, Twitter og lignende. Men det er mere og mere vigtigt for fremover at få bedre kilder fra de sociale medier.
De kilder og kontakter forlanger åbenhed, troværdighed og seriøsitet. Og de skal kunne tjekke dig hurtigt. Kom i gang med at bygge dit brand op.
Mange brugere af Facebook har fået nok. Især blandt journalister. Der er for meget pladder og ubrugeligt tidskrævende snak på Facebook og andre sociale medier, synes de. Der er en døende dille, lyder fortolkningen. Måske ikke døende, men i hvert fald på vej nedad i øjeblikket.
Men det passer ikke. Vi er i en fase, hvor brugen bliver langt mere målrettet. For journalister gælder det om at skille privat og professionel brug af de sociale medier. Og i den professionelle brug er det især markedsføringen af ens egne produkter, der er central. Folk skal kunne følge dig – eller tjekke dig, hvis du henvender dig til dem. I stigende grad vil det ikke være mediets brand og troværdighed, man læner sig op ad. Men ens egen. Du er selv et brand.
Konsekvensen af det er at satse på synlighed. Opret en WordPress side om dit eget professionelle liv. Eller vælg en anden blog. Her samler du alle dine indlæg om journalistik, henvisninger til egne produkter, metodebeskrivelser, professionelle overvejelser, kommentarer til andres produkter og holdninger til journalistik. Og lignende.
Se på www.jlab.dk/online under WordPress og design for at få gode tip til at komme i gang med at lave din egen hjemmeside. www.jlab.dk/online er hjemmesiden for forløbet i onlinejournalistik på 7. semester på Journalisthøjskolen.
Du optræder måske også andre steder med kommentarer. Sørg i givet fald for at opsamle alle dine forskellige kommentarer som rss-feeds og forvandl dem til et samlet feed, som du kan give adgang til fra din egen hjemmeside og som du trækker ind på Facebook. Et rigtig godt værktøj til det er Yahoo pipes. Det kan i øvrigt også hjælpe dig med at bearbejde rss-feeds, før du får dem ind i din rss-læser, for eksempel kan det maskin-oversætte feeds fra andre sprog. Du finder yahoo pipes her: http://pipes.yahoo.com/pipes/.
Du kan se et eksempel på en sådan mixet rss-feed her.
Det er en sammensmeltning af et rss-feed fra Kaas & Mulvad og fra Åbenhedstinget.
I mit tilfælde har jeg en blog på Kaas & Mulvads hjemmeside. Jeg har en som formand for Åbenhedstinget. Jeg har tidligere haft en journalistik-blog om emner, der lå uden for firmaets forretningsområder, og jeg har skrevet blogs til undervisningen i onlinejournalistik på den før omtalte hjemmeside. Alt det skal samles automatisk i mit tilfælde, og her er yahoo pipes en oplagt model. Der findes andre redskaber til det, men de kan for eksempel ikke klare de danske karakterer. Eller de udelader indholdet i den enkelte nyheder og nøjes med overskrift og tidspunkt.
Sørg for at få en professionel brug af Facebook. I Facebook kan man adskille professionel og privat brug med lister eller eventuelt med to profiler. På min Facebook-profil markerer jeg klart, at den kun er til professionel brug. Jeg tillader ikke private applikationer og heller ikke, at folk skriver på min væg. Eneste mulighed for andre er at kommentere de indlæg, som jeg selv uploader.
Jeg har sat Facebook op til automatisk at bringe rss-feeds fra min fælles firmablog fra Kaas & Mulvad og giver således folk i et eksternt medie lejlighed til at kommentere dem. En af de bedre Facebook-applikationer til at trække rss-feeds ind er Simply rss, som man installerer ved at klikke på Applikationer i venstre hjørne forneden på siden, når man er logget på Facebook. Lister i Facebook opsætter man ved at klikke på alle venner.
Man bestemmer selv, hvem der har adgang til at gøre hvad på ens side: Klik på Instillinger – klik på Indstillinger for personlige oplysninger – klik på Profil.
Her kan du nu bestemme, hvem der kan se hvad. Hvis du har delt din venneskare i flere dele ved fx at tilføje private venner til en privatliste og faglige venner til en faglig liste, kan du her bestemme, om kun den ene slags venner må se bestemte ting. Hvis du fx ikke vil have at dine faglige venner skal se din status og links klikker du ud for Status og links på den lille nedadvendte pil. Vælg Tilpas. Vælg Nogle venner. Og indtast nu navnet på den liste der gerne må se tingene. Venner, der ikke er på denne liste, vil fremover ikke kunne se Status og links.
Hvis du ikke ønsker, at andre skriver på din væg, kan du på siden, du stod på før, ud for Vægbeskeder nu fjerne fluebenet ud for ”Venner må skrive på min væg”. Hvis nogle af dine venner må, men andre ikke må, kan du lige som før klikke på den nedadvendte pil, vælge Tilpas og skrive navnet på listen eller listerne med de folk, der gerne må skrive. Og de øvrige får så ikke lov.
Som noget nyt er jeg begyndt aktivt at bruge Twitter. Her har jeg sat min profil op – igen for at signalere professionalisme og troværdighed med billede og stillingsbetegnelse. Jeg twitter ikke om private ting, men skriver korte nyheder, der skal leve op til Twitters krav om max 140 tegn, og som er nyheder inden for mit specielle område i journalistikken.
Også disse tweets får jeg automatisk ind i Facebook, og det er faktisk lettest at sætte op fra Twitter. Læs og følg for eksempel denne vejledning: http://ezinearticles.com/?id=1995974.
Det er en udfordring at skrive den slags korte nyheder. Men det viser sig at være et godt supplement til de længere indlæg på bloggen hos Kaas & Mulvad.
Som journalister er at vore vigtigste redskaber selv at være/blive kendt for vort professionelle arbejde. Det vil sige, at du og dit arbejde skal være let at finde i de sociale medier. Du skal kort sagt melde ud, så folk kan finde dig og tjekke dig.
No comments yet.