Computerbaseret journalistik har været brugt i USA i mange år. Første gang, computerkraft blev taget i brug i journalistikkens tjeneste, var i forbindelse med præsidentvalget i 1952, hvor Walter Cronkite og CBS News fik hjælp til hurtigt at lave prognoser over valgresultatet.
Ledelsen af CBS turde dog ikke tro på computerens analyser og tilbageholdt resultaterne i timevis, før de omsider slap dem løs. Siden har computere været i brug ved hvert eneste præsidentvalg.
I 1967 fik journalist Philip Meyer, Detroit Free Press, hjælp fra University of Michigan til bedre at forstå og forklare raceoptøjer i Detroit. Meyer havde foretaget en rundspørge blandt farvede amerikanere, kodet svarene på hulkort og ved at lade universitets mainframe-computer analysere hulkortene, kunne Meyer fx påvise, at college-uddannede var lige så tilbøjelige til at deltage i oprøret som de, der var droppet ud af college.
Fra disse første pionerer spredte tankegangen sig. Og samtidig med, at computerkraften blev tilgængelig for andre end forsknings- og uddannelsesinstitutioner, tog flere journalister fat.
Udtrykket computerstøttet/-baseret journalistik vil dog nok forsvinde, ligesom man heller ikke taler om computerstøtte i landbrug, revision, advokatvirksomhed og myndighedsudøvelse. Computeren er blevet et naturligt redskab i hverdagen, og der er snart ikke grund til særskilt at pege på den som en særlig metode – heller ikke i journalistik.
Vi taler jo heller ikke om telefonstøttet journalistik eller papirstøttet journalistik. Vi går ud fra som en selvfølgelighed, at en journalist er i stand til at læse relevante papirer eller ringe og interviewe en kilde.
Den holdning til udtrykket computerstøttet journalistik var baggrunden for, at de aktive udøvere af metoden i Danmark i begyndelsen af 2003 i stedet begyndte at tale om analytisk journalistik.
Det skulle markere, at det var metoderne, der var de vigtige og ikke selve computeren. Men udtrykket slog kun delvist an. Derfor taler vi stadig om både computerstøttet journalistik, på amerikansk CAR, Computer-Assisted Reporting, og analytisk journalistik.
Med det sidste mener vi i denne sammenhæng kvantitativ analytisk journalistik og historier. Og de to begreber dækker over samme tankegang, nemlig at bruge computeren til at indsamle, analysere og præsentere data til historier. Der er således tale om avanceret internet-research, brug af regneark til tal-analyse og brug af databaser til database-analyser. Der er tale om rundspørger og robotter og om metoder til at få aktindsigt i databaser, sociale netværksanalyser over til kortanalyse, mapping og nye teknikker til at præsentere de databaserede historier på nettet.
Den analytiske journalistik låner gerne med arme og ben fra forskellige videnskabelige metoder, hvis det kan hjælpe os til at få problemstillingen gjort klarere og historien bedre formidlet. Derfor har området været under hastig udvikling de senere år. For hvert år kommer der nye muligheder og nye metoder ind i den computerbaserede journalistik.
Hvor der i begyndelsen ofte var CAR-metoder i de større projekter, så indgår CAR i stort og småt i dag. Det kan være et lille element i den daglige nyhedshistorie. Det kan være hele grundlaget for historien, og det kan på forskellig vis indgå i et større projekt.
Hovedpointen er, at stort set al information i dag er lagret elektronisk. Vil man kunne søge og analysere i denne overflod af information, må man kunne tale computernes sprog. Det sprog vil aldrig erstatte det traditionelle interview, men de to redskaber vil supplere hinanden. Det er umuligt at forestille sig, at man kan fungere som journalist om nogle år, hvis man ikke er i stand til at håndtere data og kan strukturere sin information, uanset om den kommer fra egne observationer, papir, interview eller datafiler.
Anden bølge i USA
Anden bølge af amerikanske CAR-journalister kom i slutningen af 80’erne. På flere amerikanske aviser ansatte man database-redaktører, som oftest til at knække data i større projekter, for eksempel da Steve Doig på Miami Herald i 1992 kunne påvise, at de mange væltede huse under orkanen Edward ikke lå i de hårdeste orkan-områder, men i stedet havde det til fælles, at de var bygget for nylig og ikke levede op til krav for byggeri.
I 1990 blev Missouri Institute for Computer-Assisted Reporting oprettet. Året efter skiftede det navn til National Institute for Computer-Assisted Reporting – og der blev etableret et samarbejde mellem den amerikanske forening for undersøgende journalistik, Investigative Reporters and Editors, og Missouri University. NICAR/IRE har siden sørget for, at mange amerikanske journalister er blevet uddannet i metoderne.
Status i Norden
I midten af 1990’erne begyndte de første journalister fra Danmark, andre skandinaviske lande samt Holland at følge i amerikanernes fodspor, og nogle tog kurser i USA. De første sporadiske historier med CAR-islæt dukkede op i Europa.
I Danmark var der en særlig basis for, at der kunne opstå et mere organiseret arbejde for at anvende CAR. Dels var der et særligt samarbejde om at få forbedret adgang til myndighedernes elektroniske data. Dels var der en gruppe journalister, der brændte for de nye metoder.
De ønskede at dele deres erfaringer og oprettede en særlig forening for computerstøttet journalistik i sommeren 1997. Af denne forening udsprang et par år senere Dicar – Danish International Center for Analytical Reporting. Dicar fik senere tilnavnet ”Center for analytisk journalistik”.
Dicar arbejdede tæt sammen med de amerikanske journalister og den danske forening for undersøgende journalistik, FUJ. Det førte til, at man sammen med IRE arrangerede de to første globale konferencer for undersøgende og computerstøttet journalistik i København i 2001 og 2003.
På den sidste var de med til at danne et globalt netværk for undersøgende journalistik. Alt sammen ud fra en tankegang om, at computerstøttet journalistik er et værktøj, som enhver undersøgende journalist bør beherske.
Dicar fik også en finansiering på plads fra den europæiske socialfond og med den i ryggen uddannede medarbejderne mange journalister i Danmark. De har desuden ledet kurser i andre lande.
På trods af uddannelsesaktiviteten er det begrænset, hvor mange danske journalister der i dag faktisk kan håndtere de nye metoder. Mange kan de simple rutiner i regneark, men når det kommer til databaser og andre af de lidt mere avancerede redskaber er det under 50 journalister i Danmark. Og i de andre nordiske lande er det langt mindre.
Den ansvarlige for CAR-indsatsen på amerikanske medier betegnes ofte som databaseredaktør – også selv om vedkommende måske ikke har en egentlig stab under sig. I Danmark er det aldrig lykkedes at få ansat databaseredaktører. Nogle steder har man ansat faktaredaktører – oftest enten bibliotekarer eller studerende eller færdiguddannede akademikere inden for statskundskab.
Sverige har som det første nordiske land ansat en databaseredaktør, nemlig Helena Bengtsson på SVT.
På grund af den tætte kontakt til amerikanerne, de mange konferencer i Danmark, USA og Norge, samt Dicars netværk er der en relativ høj grad af deling af erfaringer mellem CAR-journalister i de nordiske lande.
Praktisk erfaring viser, at det også er nødvendigt at dele erfaringer inden for CAR, hvis man vil være i front. Udviklingen går så hurtigt, at man ikke selv kan finde ud af det hele. Og det letteste er så at dele med andre, der også går ad samme vej.
Den tætte kontakt har dog endnu ikke ført til egentlige samarbejdsprojekter, bortset fra et, nemlig om EU’s landbrugsstøtte.
Der er til gengæld flere eksempler på, at journalister i de nordiske lande gensidigt har inspireret hinanden til historier, som da Ekstra Bladet i sommeren 2008 gennemførte en rundspørge af skuespillere efter inspiration fra norske VG om bl.a. skuespilleres fokus på deres egen vægt og kvindelige skuespiller, der blev presset til sex som modydelse for roller.