Besøg USA’s newslab: Chicago

Kurset foregår 29. marts – 5. april 2025 i Chicago, USA.

Er det svært at tro på en bæredygtig fremtid for medierne? Tag med til Chicago og få et unikt indblik i fremtidens medielandskab.

I Chicago, USA’s tredjestørste by, har man oplevet et regulært sammenbrud af de gamle modeller, og et nyt medielandskab er i færd med at tegne sig. Her er resterne af de gamle hæderkronede aviser i gang med at finde en ny form for frugtbart samkvem med en voksende skare af nye og alternative digitale medier.

Akkurat som i USA har danske kommercielle medier det generelt ikke godt. Udgifterne stiger, indtægterne falder med svindende annonceindtægter, abonnenterne bliver ældre og færre. Læserne flygter fra nyheder – ind på sociale platforme og mobiltelefoner.

I den hjemlige mediebranche har eksperimenterne været få, mens nedskæringerne har været mange og hyppige.

Hvordan skal det ende, og er der noget på den anden side af nedturen?

For at finde svar på spørgsmålene rejser vi til Chicago. Her skal vi besøge en række redaktioner – både dem, der kæmper og dem, der blomstrer. De problemer, medierne møder i Europa, har amerikanerne som regel bokset med nogle år før os andre. Således også på dette område.

Chicago er en stor by med en tradition for stærke medier – både print og broadcast. Byens befolkning svarer nogenlunde til alle beboere i Region Hovedstaden og Region Sjælland tilsammen.

I byen dominerede Chicago Tribune og Chicago Sun-Times i mange år avismarkedet med solid journalistik. Tribune Company, grundlagt i 1847, var en magtfuld mediegruppe med både aviser og tv-stationer. Fra 1961 til 2022 hentede avisen 28 Pulitzerpriser for sin journalistik.

I USA kom de traditionelle medier under voldsomt pres nogle år før danske medier. Chicago Tribune og Sun-Times oplevede faldende oplag, økonomiske udfordringer og fyringsrunde efter fyringsrunde. I 2008 gik Tribune Company konkurs og blev senere opdelt. For tre år siden blev avisens selskab Tribune Publishing købt af kapitalfonden Alden Global Capital, der har ejerandele i ca. 200 amerikanske aviser. Det medførte nye fyringsrunder.

Effekten er tydelig, når man sammenligner de to største aviser i to byer i Midtvesten: Der er omkring halvtreds journalister tilbage på Chicago Tribune, mens Star Tribune i Minneapolis, et meget mindre storbyområde, har omkring 200

Også Sun-Times har haft en omskiftelig tilværelse med mange nedskæringer. Efter at have været privatejet var den en kort periode ejet af en faglig organisation, men er i dag en non-profit virksomhed, ejet af Chicago Public Media.

Inden det gik helt galt, var de gamle medier efter mange nedskæringer tæt på det punkt, hvor de ikke længere kunne betjene store dele af byen. Tomrummet gav mulighed for en ny generation af nonprofit- og digitale startup-projekter, der var dybt forankrede i lokalbefolkningen, til at dække områderne sammen med forskellige community-medier.

Samarbejde på kryds og tværs er almindeligt blandt de lokale startups og nonprofits, mens de etablerede gamle medier tidligere har været lukkede og fokuseret på at redde deres publiceringsmodel. I dag ser de gamle medier i stigende omfang fælles projekter og nye samarbejdsformer som en mulig vej frem.

I Chicago besøger vi de gamle medier for at høre, hvordan de tackler udviklingen, men det meste af tiden bruger vi på at undersøge nogle af de mange nye alternative digitale medier og startups i Chicago-området. Vi hører, hvordan journalistikken trives, og hvordan journalisterne arbejder i dag. Vores vinkel er især, hvad vi kan tage med hjem til Danmark – og hvordan. Koblingen mellem amerikanske og danske mediers situation hjælper Minna Skau os med gennem et oplæg undervejs. Hun har som korrespondent for Kristeligt Dagblad fravalgt Washington D.C. og arbejder i stedet med udgangspunkt i Chicago.

Ærkeamerikansk optimisme

En af de ting, der både har forundret og begejstret os i USA, er amerikanernes optimisme. Selv når det har set sortest ud for medierne, er journalisterne alligevel helt overordnet overbevist om, at det løser sig. Vi håber, at den tilgang kan inspirere. I Chicago vil deltagerne med egne øjne kunne se, at der stadig er brug for både journalister og medier, selv om de traditionelle modeller er tvunget i knæ.

Også tv- og radio-markedet går vi tæt på, og især radioprogrammer fra Chicago har sat sine spor. Den lokale radiostation WBEZ er med i samarbejdet om programmet ”This American Life”, der hver uge har 3,5 mio lyttere.  Bag WBEZ står Chicago Public Media.

Vi besøger det regionale journalistiske kraftcenter Northwestern University. Universitetet har lanceret Local News Initiative og bl.a. bygget Medill Subscriber Engagement Index i 2021, et værktøj der gør det muligt for lokale nyhedsorganisationer at se, hvilke indhold der får abonnenter til at blive, og som lader udgivere benchmarke deres performance i forhold til sammenlignelige markeder.
Når vi er på universitetet, arbejder vi på at få et oplæg af den lokale – men verdenskendte – ekspert og forsker i Ai i medier, Nick Diakopoulos. Nick kender lidt til mediesituationen i Danmark, hvor han bl.a. var i april 2024.
Vi får oplæg fra Chase Davis, Vice President, Newsroom Strategy and Transformation hos Star Tribune i Minnesota. Mediet er blevet købt af en lokal milliardær, der ikke vil tjene penge på investeringen, kun sørge for, at avisen kører uden tab. Ejeren har skudt mange penge i at udvide mediet fra byen til også at dække landområderne i Minneapolis.

Vi forventer bl.a. også at besøge disse lokale medier: Block Club ChicagoPropublica – Midwest officeCity Bureau, det datadrevne Invisible Institute, der fornylig vandt to Pulitzerpriser og WBBM.

Vi bor på Hawthorne Terrace, et hyggeligt boutique hotel med fantastisk beliggenhed tæt ved Lincoln Park og Lake Michigan og midt i et af Chicagos mest livlige, historiske kvarterer med masser af folklore og gode restauranter.

Det praktiske

Vi flyver med SAS fra København lørdag 29. marts 2025 klokken 13.20 og lander i Chicago klokken 16.50. Vi flyver hjem igen fredag den 4. april klokken 19.45 og lander i Kastrup lørdag den 5. april klokken 11.15. I Chicago bor vi på Best Western Plus Hawthorne Terrace.

Kursusleder: Tommy Kaas og Nils Mulvad
Varighed: 8 dage
Sted: Chicago, USA
Tidspunkt: 29. marts – 5. april 2025
Pris: 28.000 kr. Prisen tillægges ikke moms.

Prisen omfatter: Kursusplanlægning, flytransport mellem København og USA, transport i USA, hotel i Chicago inklusiv morgenmad, undervisningsmaterialer og enkelte måltider i løbet af kurset. Som hovedregel er kursistens forplejning for egen regning. Prisen tillægges ikke moms.

OBS: Dette kursus er ikke automatisk støttet af Mediernes Efteruddannelse, men som ansat hos et PU-medlem kan du søge – og få – et beløb i samme størrelse som den normale støtte. Vi beklager, at det er lidt mere besværligt, men det behøver ikke blive dyrere for dig/din arbejdsplads. Pressens Uddannelsesfond støtter med op til en tredjedel. Det svarer helt til den støtte, der gives til kurser under Mediernes Efteruddannelse. Tilmeldingen er åben nu, og du tilmelder dig med en mail til kursus@kaasogmulvad.dk.

Har du spørgsmål til støtten, kan du læse videre her – eller kontakte Pressens Uddannelsesfond. Du er også velkommen til at kontakte os.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end otte uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end otte uger før afgang opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Foto: RudyBalasko